Helhed

Idealet var i denne periode den firlængede gård. Landboreformernes samling af jordlodderne førte sammen med en opgangsperiode omkring 1800 til mange nyopførte gårde. De lå inde i landsbyerne, som stadig var centrum for livet på landet. Først senere kom udflytningen, hvor gårdene flyttede ud i det åbne land.Bygningerne er ofte uregelmæssige og opført af bønderne selv.

Mod midten af 1800-tallet bliver gårdbyggeriet mere planlagt og i højere grad udført af professionelle håndværkere. Der findes i dag kun få gårde fra periodens begyndelse, og de er ofte præget af om- og tilbygninger. Hvis bygningerne er i en nogenlunde god stand, er der fine muligheder for genanvendelse til nye aktiviteter, der kan beriges af de historiefortællende rammer.

Skab et sammenhængende udtryk
Har man bygninger af så høj alder, bør man sætte sig ind i de lokale egnstraditioner, så det lokale særpræg kan bevares eller genoprettes. Til dette arbejde er de helt traditionelle håndværksmetoder og materialer de bedst egnede.

Det er ofte en god idé at fastholde det oprindelige tre- eller firelængede anlæg. Er der brug for mindre plads på gården, kan man overveje at rive senere udbygninger ned. Det kan fx være nyere maskinhuse og yngre, mere tekniske staldbygninger opført på ydersiden af den oprindelige gårds længer. Man skal dog altid søge rådgivning og overveje det nøje, før man river ned.

Materialer
Nogle af periodens gårde er bygget af beskedne materialer, gårdene er gamle og er ofte ikke blevet vedligeholdt tilstrækkeligt. Derfor skal man være opmærksom på stabiliteten og tilstanden i såvel tømmerkonstruktioner som inder- og ydervægge samt fundamenter.

Gårdspladser
Gårdspladserne er et væsentligt og iøjnefaldende karaktertræk og bør bevares. De kan ofte inddrages som udearealer for nye aktiviteter. Gårdspladserne er ofte opbygget af interessante og bevaringsværdige pikstensbelægninger med mønstre og spor, som fortæller om deres historiske og tidligere brug.. Det kan fx være flade sten i række mellem to døre, hvor man skulle køre med trillebør.

Genanvendelse af gårde til ændrede funktioner er underlagt en række love og regler. Læs mere her.

Kend din gård
Landboreformerne fra 1750 og frem revolutionerede livet og byggeriet på landet. Udskiftningen af jord førte til nye samlede markfelter, hvis udstrækning afhang af, om egnen var præget af større eller mindre landbrug. Jordens beskaffenhed og landsbyernes form spillede også en rolle.

Gårdene lå stadig i landsbyerne eller i udkanten af dem, i nærheden af kirker, klostre eller fritliggende kornmøller. Kun få var i denne periode endnu flyttet helt ud i det åbne land.

Fire længer omkring en gårdsplads
Idealet for landbrugsbygninger var de fleste steder i landet den firlængede gård omkring en gårdsplads. Man var i denne periode endnu ikke så optaget af rette vinkler, og mange gårdes længer lå derfor skævt i forhold til hinanden. Alle bygninger var omtrent lige høje og dybe, mens længden kunne variere. Der er endnu ikke det hierarki i bygningsanlægget, som senere blev så markant, hvor stuehus og lade kommer til at skille sig ud som større eller anderledes end staldene.

Gårdspladsen og længerne omkring den gav en vis tryghed, som man kunne savne ved den begyndende udflytning fra det beskyttede landsbyliv. De helt eller delvist lukkede gårdspladser blev bl.a. anvendt til opsamling af husdyrene, så de var beskyttet mod vejrliget. De forskellige arbejdsgange foregik i og mellem længerne med trillebør på kryds og tværs af den centralt beliggende gårdsplads.

Nye forhold i landsbyerne
Reformerne på landet betød en begyndende udflytning af nogle af landsbyernes gårde. Helt bogstaveligt pillede man gårdene fra hinanden og genopførte dem ude i det åbne land. Inde i landsbyerne blev gårdene erstattet af nyopførte huse, fx lejehuse. Skoler, håndværkere og senere også handlende optog også plads i landsbyerne, som fik nye funktioner.

Gårdspladsen lukkes
Omkring 1800 begyndte man mange steder at foretrække lukkede, sammenbyggede driftslænger, og man forlængede derfor i 1800-tallets første årtier mange længer med hjørnetilbygninger, som skulle lukke gårdrummet. Stuehuset kunne være enten sammenbygget med driftslængerne eller fritliggende. I visse egne var beboelsen beliggende over et hjørne af gården med rummene fordelt i to længer.

Gårde med to og tre længer sås også i vinkel eller parallelt beliggende. Bl.a. i den nordlige del af Jylland byggede man en del parallelgårde, hvor stuehuset lå parallelt med avls - og driftsbygningen.

Længehuse
Alle bygninger opførtes som længehuse i én etage med sadeltag. Længehuset var en rationel og velkendt bygningsform med lange facader og korte gavle, som kunne placeres fritliggende eller sammenbygges i vinkel. En enkelt undtagelse fra længehuset er opførelsen af ottekantede og runde bygninger til hestegang, som fra 1840'erne og frem opførtes mange steder til tærskning af den øgede mængde korn fra fx nyopdyrkede overdrev og hedeområder. De blev opført som tilbygninger eller fritstående i forbindelse med laderne.

Egnspræg
Lokale præg ses både i materialer og konstruktioner. Tidens lokale håndværkstraditioner spillede en stor rolle, men også bygningernes indbyrdes form og placering var ofte udtryk for lokale traditioner. Et eksempel er de sønderjyske marskgårde, der står enkelt og tydeligt i det åbne land med en klar dominans af stråtag og rødt murværk, kun brudt af funktionsbestemte porte og halvcirkulære vinduer. Boliglængen ligger mod syd, og den større og højere ladebygning mod nord, staldbygningerne mod øst og vest.

Et andet eksempel er den typiske nordjyske firlængede gård fra periodens sidste årti med fritliggende stuehus mod nord og den store lade mod syd. Stuehuset havde mange tværgående skillerum og var dermed en meget stabil bygning, der gav betydelig læ for kraftige nordøsten- og nordenvinde, så ladens forholdsvis simple konstruktioner ikke blæste omkuld.

De sjællandske gårde havde ret smalle længer og lodrette gavle frem for valmede, så de virkede derfor højere end andre landsdeles bygninger.

På Bornholm var stuehuset aldrig sammenbygget med udlængerne - til gengæld var der ofte bygget en lille, fritliggende længe inde på gårdspladsen på den firlængede gård - en såkaldt 'gårdkone'. Dens formål var at skaffe mere plads under tag inden for gårdens fire længer.