Stuehuse

Husmandsbrugenes stuehuse blev udført med vægt på et roligt, enkelt og symmetrisk udtryk og velformede detaljer. Man kom tegl på taget, og facader blev opført i blank mur eller pudset og kalket mur. Stuehusene var velindrettede og praktiske med små, retvinklede rum. De egner sig godt til genanvendelse, især til bolig og små, selvstændige virksomheder.

Husmandsstederne er stort set altid udført og projekteret med udgangspunkt i Bedre Byggeskik-bevægelsens idealer og principper. Bedre Byggeskik stod for gennemtænkte detaljer og godt håndværk. Proportionerne er vigtige og meget velovervejede - lige fra hovedformen til formatet på vinduesglasset og profilet på sprosserne.

Bevar proportionerne
Når man genanvender husmandsstedernes stuehuse, er det væsentligt at være opmærksom på rummenes proportioner - det vil sige forholdet mellem længde, bredde og højde - som fra begyndelsen har været nøje overvejet. Man skal forsøge at bevare så meget som muligt af det oprindelige, og det er en god idé at studere de oprindelige tegninger og beskrivelser. De er ofte bevaret i de eksisterende arkiver.

Proportionerne har stor betydning for, om rummene opfattes som harmoniske. Husene og rummene er små, og det kan derfor være fristende at slå vægge ned og lave fx større stuer. Men nye, større rum med andre proportioner end de oprindelige kan give en dårlig helhedsoplevelse. Især vinkelstuer og meget aflange rum vil passe dårligt til helheden. De oprindelige idealer var retvinklede, rektangulære og velproportionerede rum, og man vil få den bedste oplevelse af huset ved at holde sig til disse planer. 

Muligheder for udvidelse
Står loftsetagen uudnyttet hen, er der gode muligheder for at udvide, ligesom man også kan udvide stuehuset ind i staldlængerne. Også her er det vigtigt at tilstræbe regulære og harmoniske rum. Endelig bør man ikke forsøge at få udlængens facader til at ligne stuehusets - skal stuehuset bevare sit udtryk, bør det se ud som et sluttet hele, ligesom staldbygninger fortsat bør se ud som staldbygninger.

Isolering
Efterisolering af tag, facader, gavle, kældre, vinduer og døre samt isolering mod terræn og etablering af omfangsdræn vil være nødvendige for at opnå en nutidig standard. Heldigvis er der gode muligheder for at efterisolere tag, skråvægge og skunke i tagetagen, uden at det ses på bygningens ydre. Også vinduerne kan bevares og forbedres med energiglas i forsatsrammer.

Genanvendelse af stuehuse med ændrede funktioner er underlagt en række love og regler. Læs mere her.

Kend din gård
Omkring et årti inde i 1900-tallet vandt Bedre Byggeskiks arkitekturidealer indpas, og husmandsstedernes stuehuse blev udformet som en rolig og afdæmpet bygningstype.  

Enkle og symmetriske stuehuse
Stuehusene var symmetriske, ofte med fire til syv vindues- og dørfag, og en bygningslængde på 9-14 meter. Andre kendetegn er én etage, facade med helt ensartede vinduesformater, -sprosser og -profiler samt ubrudte tagflader på 45 grader - som regel med halvvalmede gavle og to symmetrisk placerede skorstene.

Indenfor blev man mødt af regulære, retvinklede rum og generelt veludnyttede planløsninger med forstue, tre-fire stuer eller værelser, køkken, spisekammer og bryggers. I modsætning til på de større gårde, er der ikke skabt plads til gårdpersonale og mere præsentable rum - husmandsstederne var små familiebrug. Køkken og bryggers blev som regel placeret nær staldlængen for at lette det huslige arbejde med mad, vask, malkning og hønsehold - nu var kvindernes arbejdsvilkår også kommet i fokus. Loftsetagen stod ofte som et tomt rum, men blev efterhånden udviklet til flere værelser.

Velbyggede huse
Stuehusene på husmandsstederne var som regel gode og velbyggede. Fra omkring år 1900 blev de fleste stuehuse bygget i tegl med hule mure, som gav en tør og lun bagmur. Stuehusene blev både udført i blank mur og med pudsede, hvidkalkede facader. Sokler var pudsede, vinduer var velproportionerede i træ med slanke, profilerede sprosser, og yderdørene blev udført med fyldinger.

Tagkonstruktionen var af tømmer og udført som hanebåndsspærfag. Til at begynde med var tagpaptage og skifer på tagfladerne almindelige, men man så især fast tag med tegl, især røde vinge- eller falstagsten. Også grå cementtagsten vandt indpas i perioden.

Husene blev ofte bygget med kælder eller med krybekælder, det vil sige med et luftrum mellem stuegulv og terræn. Kælderydermuren og fundamentet blev som regel støbt i beton, men sås også med den synlige del af soklen udført i granit.

Etageadskillelserne var traditionelle bjælkelag, hvor tømmerdimensionerne blev beregnet og dimensioneret og dermed bedre afstemt med byggeriets skala end tidligere. Bjælkeenderne var isolerede med tagpap, hvor de lå i mur, og blev udført med indskudsbrædder og lerlag som en isolerende, lyd- og brandhæmmende foranstaltning. Lofterne var pudsede og forskallet med ru brædder, beklædt med strå. Væggene var også pudsede, og i stuer og værelser var det almindeligt med tapeter. Opholdsrummenes gulve var som regel ferniserede eller lakerede bræddegulve af høvlet fyrretræ.

Nye varmekilder og fokus på isolering
I midten af 1930'erne blev kakkelovnene udskiftet med centralvarme - og med stigende brændselspriser blev der sat fokus på varmeisolering. Nye tiltag med bagmure af fx molersten, koksplader og mangehulssten blev indført, og fra starten af 1960'erne begyndte man også at eksperimentere med hulmursfyld. Vinduerne blev monteret med koblede rammer eller forsatsrammer, og udnyttede loftsrum og etageadskillelser blev isoleret efter datidens standard. Støbte cementmursten til facader vandt også indpas.