Helhed

Den firlængede gård dominerede denne periode. Den blev bygget ude i det åbne landskab, ofte omkranset af haver, alléer og læhegn. På afstand er det stuehuset og laden, man først lægger mærke til - de er gårdens mest markante bygninger. Når gården skal genanvendes til nye formål, bør man bevare det oprindelige anlæg med fire, tre eller to længer, men også gårdspladsen og samspillet med det omgivende landskab er vigtigt.

Den fritliggende gård med bygninger organiseret omkring en gårdsplads og allé, have, læhegn og læbælter af træer og buske udgør en sammenhæng. Ved genanvendelse af gården skal man derfor ikke lave store indgreb i hverken bygninger eller omkringliggende anlæg. Helheden mellem gård og omgivelser er vigtig.

Fasthold den oprindelige anlægsform
Man bør fastholde det oprindelige tre- eller firlængede anlæg. Er der brug for færre kvadratmeter, er det bedre at rive nyere til- og udbygninger ned end at fjerne de originale bygninger. Nogle af de nyere maskinhuse og yngre, mere tekniske, staldbygninger kan være med til at forringe helheden og kan evt. fjernes, hvis der ikke længere er brug for dem.

Vær opmærksom på stabilitet
Mange af gårdene er velbyggede, men en del af de mindre gårde er bygget af dårlige materialer. Derfor skal man være opmærksom på stabiliteten i tømmerkonstruktioner, inder- og ydervægge samt fundamenter. Er den tekniske og arkitektoniske tilstand god, kan man godt genanvende bygningerne.

Brug gårdens udearealer
Gårdspladserne blev et væsentligt og iøjnefaldende karaktertræk i perioden. De bør bevares og kan med fordel inddrages som udearealer for nye aktiviteter. Ofte ser man interessante og bevaringsværdige pikstensbelægninger med mønstre og spor, som kan restaureres og fortælle om gårdarealernes tidligere brug.

Udlængernes portgennemkørsler bør også bevares som adgangsvej til gårdspladserne. Endelig er det en god idé at tænke gårdens uderum sammen med et projekt for de tilstødende længer.

Genanvendelse af gårde med ændrede funktioner er underlagt en række love og regler. Læs mere her.

Kend din gård
Landboreformerne fra slutningen af 1700-tallet betød bl.a., at man flyttede ud fra landsbyerne og ud på nyopførte gårde. Nutidens landbrugslandskab er stadig meget præget af disse spredte, fritliggende gårde.

Man kan kende dem på deres røde eller gule mursten eller kalkede ydervægge - og på at de er omkranset af beplantninger og læbælter. Ofte er de oprindelige strå-, tegl- eller skifertage blevet afløst af pandeplader eller eternitplader - også på stuehusene. 

Den traditionelle firlængede gård
Ved udflytningen fra landsbyerne mistede man noget af det nære landsbymiljøs tryghed og beskyttelse. Den firlængede gård rådede lidt bod på dette. Gårdspladsen gav ly og læ og blev blandt andet brugt til opsamling af husdyrene, så de var beskyttet mod vind, vejr og vilde dyr. De forskellige arbejdsgange foregik i og mellem længerne, med gårdspladsen som centrum.

Gårdspladserne kunne være lukket af de omkransende bygninger, den kunne være et helt sammenbygget anlæg eller med stuehuset trukket fri af avls- og driftslængerne.

Egnspræg
Perioden fra 1850-1900 blev den sidste periode, hvor man stadig byggede gårde med tydelige egnspræg. Den enkelte gård indgik i en sammenhæng med andre gårde, fx langs en vej eller en dæmning. Egnspræget gav sig især til kende i valget af materialer og konstruktioner, og datidens lokale håndværkstraditioner spillede også fortsat en rolle.

Et eksempel er de sønderjyske marskgårde. De har ofte stråtag og rødt murværk, der kun brydes af porte og små halvcirkulære vinduer. Stuehuset blev placeret mod syd, og den større og højere ladebygning lå mod nord, og staldbygningerne mod øst og vest. Om nødvendigt kunne man betjene stalde, lade og stuehus udelukkende fra gårdspladsen.

Et andet eksempel er den typiske nordjyske firlængede gård med fritliggende stuehus. Her blev ladens langlo anlagt ind mod gårdspladsen, mens roerummet blev placeret i laden tæt på kostalden. I vognportsområdet var også vaskerum og brænde, og det blev ofte placeret nær stuehuset. Her kogte man blandt andet kartofler som fodertilskud til svinene i svinestalden.