Stuehuse

Nybyggede stuehuse rykkede i perioden 1850-1900 længere væk fra avlsbygningerne. De blev symbol på velstand og var ofte opført som symmetriske længehuse i mursten frem for bindingsværk. Flere stuer, ovne, skorstene og en velplejet have var også udtryk for øget velstand og statuts. Stuehusene er generelt helt oplagte at genanvende til andre formål end de oprindelige.

De murede stuehuse er ofte store, med mange rum og en god loftshøjde. Derfor er de oplagte at genanvende, fx til institutioner, kontorfaciliteter og møderum. Særligt opholdsstuerne og køkkenet har som regel god plads. Vil man benytte bindingsværkshusene i erhvervssammenhæng, kræver det ofte dispensation fra gældende regler, blandt andet på grund af den lavere etagehøjde.

Bevar det oprindelige udtryk
Materialer og facader og tages form bør være som oprindeligt. Perioden var rig på individuelle udtryk og egnspræg, som bør bevares, og man skal derfor ikke ændre for meget i bygningerne. Fx vil vinkelstuer og meget aflange rum passe dårligt til stuehusenes oprindelige udtryk.

Tømmerkonstruktioner med begrænset bæreevne
Ved ombygninger af de bærende konstruktioner skal man være opmærksom på, at husets tømmerkonstruktioner kan være en udfordring. Har der oprindeligt været stråtag på huset, er det ikke sikkert, at tagkonstruktionen kan bære tunge tegl- eller skiferbeklædninger. Bjælkelag kan være underdimensionerede, fordi traditionerne fra de smallere bindingsværkshuse blev ført videre til de murede huse, som egentlig krævede kraftigere bjælketykkelser.

Energiforbedring
Energiforbedrende tiltag vil være nødvendige, men selvom en del godt kan lade sig gøre, vil bygningerne aldrig opnå nutidens standard. Vinduer, tage og etageadskillelser kan tætnes og isoleres, mens de murede facader ikke bør tillægsisoleres, med mindre de har hulmur.

Bindingsværksfacader kan isoleres indvendigt op til brystningshøjde - det vil sige under vinduernes underkant. Man kan isolere med fx hulrum, mineraluld og forsatsvæg af brædder eller gips. Man skal være meget opmærksom på ventilering, ellers kan man skabe fugt- og skimmelproblemer. Det kræver i det hele taget en vis viden at vælge de rigtige metoder og undgå fugtproblemer.

Genanvendelse af stuehuse med ændrede funktioner er underlagt en række love og regler. Læs mere her.

Kend din gård
Den stigende velstand blev afspejlet i gårdejerfamiliernes boliger. De nye stuehuse blev opført lidt længere fra avlsbygningerne, så der nu kom luft omkring dem. Stuehusene skulle gerne tage sig godt ud fra vejen, og man anlagde større, velplejede haver. De større gårdejere lod sig inspirere af herregårdene, og tiden bød på mange smukke og store stuehuse.

Symmetriske huse
Stuehusene blev anlagt som symmetriske længehuse med sadeltage, gerne med fremhævelse af facadens midterparti og ofte med en fronton (en slags prydgavl omkring døren) eller en gavlkvist i midten. Ofte afhang husets udtryk af egnens tradition, men mode, gårdens størrelse og ejerens økonomi, viden og interesser spillede også ind. Mod slutningen af 1800-tallet kunne man opleve udbygninger på længestuehuset, fx havestuer eller korte vinkelfløje ved gavlene.

Større huse med flere rum
Fordi man mange steder var begyndt at bygge i mursten, fik stuehusene helt nye proportioner. Fra at være lange og smalle bindingsværkshuse med cirka seks meter i dybden, en facadehøjde på to meter og seks meter til kip, blev husene nu otte til ti meter dybe. Etagehøjde og sokkel blev også betydeligt højere, og fra gårdsplads til stueetage var der nu ofte tre trin eller mere.

Også boligens indretning ændrede sig, både på grund af den større husdybde og fordi man lod sig inspirere af borgerskabet i byerne. Man fik dagligstue, spisestue og ofte også havestue med udgang til haven. På loftet blev der indrettet gæsteværelser, mens bryggers og spisekammer typisk rykkede ned i en halvkælder sammen med de nye mælkekældre og mejerier. Huset havde som regel ikke en decideret kælderetage, men mælkekælder og forrådskælder lå med sænket gulv et godt stykke under terræn - cirka seks-syv trappetrin ned fra stueetagen og i forbindelse med køkkenet.

Pigekamre og folkestuer blev indrettet på de større gårde i den modsatte ende af gårdejerfamiliens opholdsrum. Sidst i århundredet begyndte de grundtvigianske hjem dog at skille sig ud ved at undlade folkestuer og samle hele husstanden under måltiderne.

Forbedret komfort
Flere kakkelovnssteder og flere skorstene kom til, og det var fornemt at have tre eller fire. Bad og vask befandt sig stadig i bryggerset, og latriner blev indrettet i nærmeste staldlænge. Sidst i perioden begyndte man at opføre fritliggende vaskehuse med bryggers, vaskerum, brændselsrum og latriner, og mange steder indlagde man også vand i stuehuset.

Murede facader og dekorative detaljer
Til facader blev især benyttet mur i hel stens tykkelse og opmuret i kalkmørtel, og i hele landet tog murværket gradvist helt over hen mod år 1900. Perioden var dog en overgangstid, og man så også stuehuse i bindingsværk efter 1850, især på Fyn. Periodens bindingsværkshuse adskilte sig ikke meget fra tidligere tiders konstruktioner, men kunne være større og have detaljer, der efterlignede de murede huse. For eksempel tilstræbte man ofte symmetri og regelmæssighed i facaden, og ofte valgte man også at fremhæve indgangspartiet i midten.

Tagene var af hanebåndsspærfag af tømmer, i visse egne valmede over gavlene og i andre med hele tagflader. Langt de fleste tage var frem til 1860'erne tækkede med strå, hvorefter tegl og siden skifer gjorde deres indtog og gradvist tog helt over. Etageadskillelser var traditionelle bjælkelag.

Perioden frem til 1880 var rig på dekorative facadedetaljer - til at begynde med i en afdæmpet og klassisk udformning, som blev efterfulgt af en tid med mange, individuelle bearbejdninger - alle præget af den lokale byggeskik.

Stuehusene havde ofte: 

• Sadeltage med strå eller tegl
• Murede facader i blank tegl eller med hvid-, gul- eller rødkalkede facader
• Mønstermurværk, fx facade af gule mursten med bånd af røde skifter eller hvidkalkede blændingsfelter mod rødt murværk
• Murede gavle, eventuelt som gavlkamme, spidsgavle eller kamtakkede
• Markerede hushjørner, fx kvaderlisener eller pilastre i murværk
• Gesimser, fx kraftigt optrukne, hvidkalkede eller murede i flere skifter med savsnits-, tandsnits- eller buefriser
• Buede, murede vinduesstik, eventuelt med 'slutsten' i kontrast
• Profilerede, eventuelt pudsede indfatninger om vinduer og døre med buede overkanter
• Fremtrædende vinduessålbænke i fx glaserede tegl eller pudsede, eventuelt med konsoller under
• Ensartede, taktfaste tofagsvinduer af træ - i de murede huse har de ofte svagt buet overkant
• Malede fyldingsdøre
• Sokler, sorttjærede eller kalkede

I takt med andelsbevægelsens udbredelse spredte en landsdækkende husbygningsmode sig i 1800-tallets to sidste årtier, nemlig et nationalromantisk udtryk i 'schweizerstil'.

Nationalromantik havde ofte: 

• Tage med lavere taghældning og klædt med skifer
• Stor frontkvist over facadens midte
• Synligt og gerne udskåret træværk langs gavle og tagfod
• Murværk i røde maskinsten med fremstående, brændte fuger. Hulmuren gør sit indtog.
• Højere kældre med støbte gulve og eventuelt lofter støbt i jernbeton - de såkaldte monierhvælvede lofter med stålbjælker
• Høje, cementpudsede sokler
• Større vinduer end tidligere, nu også med tre fag - og gerne flere forskellige vinduesformater og -former