Lader

Laden er som regel gårdens største og mest markante bygning, og i perioden 1850-1900 blev ladebygningerne gradvist større og større. Blandt de vigtige kendetegn er de store rum, store porte og rustikke trækonstruktioner. Ladernes ydermure er som regel opført i murværk, men bindingsværk og kampesten blev også brugt.Laderne kan genanvendes til mange forskellige formål, men kan være svære at brandsikre, opvarme og isolere.

Ladens største bygningsmæssige værdier er de store linjer, ubrudte flader og kraftige tømmerkonstruktioner. Ved en ombygning bør disse ting derfor bevares. Nye tiltag står sig bedst ved at være udført som 'store, præcise slag', og man bør undgå alt for små og sirlige forandringer som fx at udfylde porthuller med mur eller stuehusvinduer.

I kraft af deres enorme størrelse, enkle rum og synlige, historiefortællende tømmerkonstruktioner har ladebygninger mange muligheder for genanvendelse, specielt som ramme om aktiviteter med krav om plads - fx sport eller udstillingsaktivitet.  - eller som kontorfællesskaber for flere, mindre virksomheder.

Brandsikring
Ældre trækonstruktioner er ofte brandfarlige, og man skal altid kontakte de lokale brandmyndigheder for råd og vejledning. Hvordan man skal brandsikre, afhænger af flere forhold, fx tømmerets dimensioner og gennembrændingstid samt adgangen til flugtveje. Brandhæmmende maling og sprinkleranlæg er mulige, men dyre, løsninger. Et sidste alternativ er beklædning med gips, men fordi gipsplader vil skjule tømmerkonstruktionerne, er det kun en løsning, hvis alle andre muligheder er udtømt.

Varme eller kolde rum?
Hvis de nye aktiviteter kræver opvarmning, vil energiforbruget naturligvis stige, og det er en stor udfordring at finde fornuftige metoder til isolering. For at bevare laderummets storhed kan man derfor tænke i aktiviteter, der ikke kræver opvarmning - eller kun periodevis opvarmning. Alternativt kan man opdele laden i flere klimazoner. Opvarmede rum kan placeres i nye bygninger inde i laden, mens selve den oprindelige bygning fortsat kan stå uisoleret.

Mere dagslys
Ønsker man mere dagslys i laden, anbefales det, at man ikke laver nye gennembrydninger af murene, men i stedet sætter glas i de oprindelige dør- og porthuller. Dermed kan døre og porte fungere som skodder. Portene er et væsentligt karaktertræk, som giver bygningen et markant udtryk og derfor bør bevares så oprindeligt som muligt.

Tagfladen bør også stå så ubrudt som muligt. Det vil som regel skade bygningens værdi, hvis man isætter mange små ovenlysvinduer. I stedet kan man samle dagslysindtaget i fx rytterlys (et sadelformet ovenlysparti) eller i ét langt, sammenhængende tagvindue i kippen. Man kan også etablere kviste, men skal være meget opmærksom på, at de skal tilpasses bygningens oprindelige arkitektur.

Genanvendelse af lader til ændrede funktioner er underlagt en række love og regler. Læs mere her.

Kend din gård
Laden var som regel placeret over for stuehuset og fremstod som en enkel konstruktion med store, lukkede facader og få vinduer og porte. Taget var markant og på afstand gårdens mest synlige træk.

To ladetyper
Der findes to typer lader fra perioden. I den ene var der til- og frakørsel gennem porte i gavlene, som enten var placeret i midten eller siden - en såkaldt 'langlo'. Denne type kaldes også kørelade eller agerumslade. I den anden type lade foregik kørslen på tværs med adgang fra langfacaden - en 'tværlo'. Ofte kombinerede man de to typer i lader, hvor man både kunne køre på langs og på tværs.

Mangfoldige tømmerkonstruktioner
Laderne har ofte meget markante tømmerkonstruktioner, som ikke barer giver bygningerne en unik karakter, men også fortæller en historie om deres oprindelige funktioner. Tømmerkonstruktionerne findes i flere varianter, som alle er opbygget efter ladetypen, det vil sige dens til- og frakørsel, måden oplagringen var organiseret på, rum for fx tærskning samt lokale vejrforhold og traditioner.

I Sønderjylland og ved Vestkysten så man ofte den såkaldte højremslade med indskudt kornloft. Det var en kraftigt dimensioneret konstruktion, som var uafhængig af de murede ydervægge, og hvor tømmerkonstruktionen i midten bar hele taget. I resten af landet så man både denne konstruktion og andre, mere spinkle konstruktioner, hvor understøtningen af taget skete både i midten, langs siderne og på ydermurene.

Ydervægge i bindingsværk, kampesten eller murværk
Ydervæggene kunne være udført i bindingsværk og var i så fald bygget sammen med tømmerkonstruktionen inde i ladens rum. Ofte så man også ydervægge udført i kampestensmurværk, men det almindelige var teglstensmurværk, enten opført på et fundament af natursten - et såkaldt syldstensfundament - på en grundmuring eller på et støbt betonfundament. Tagene var oprindeligt belagt med strå, men blev efterhånden afløst af tegl og skifer.

De egnstypiske træk kan stadig aflæses på ladens ydervægge, fx i bindingsværkets konstruktionsdetaljer. Hvor i landet, man befinder sig, ses dog særligt tydeligt i murværket omkring vinduer og gesimser - og i valget af teglsten og kalkfarver. Fra egn til egn udviklede man også varianter af forskellige stråtage, som stadig findes.

I periodens første del var ladens gulv lerstampet eller i andet hårdtstampet materiale, fx grus. Efterhånden udstøbte man også hele eller dele af gulvene i beton.