Stalde

Staldbygninger blev i løbet af perioden 1850-1900 efterhånden større, men ændrede sig ellers ikke meget. Der var tale om traditionelle, ret smalle længebygninger med små vinduer og et saddeltag på 45 graders hældning. Stalde har derfor i dag ikke meget dagslys, men til gengæld charme og en rustik, enkel karakter. Stalde egner sig bedst til aktiviteter, der ikke kræver opvarmning og efterisolering.

Når man skal bevare bygningernes karakter, sætter rummenes begrænsede loftshøjder og pikstensgulve en grænse for mulighederne. Trækonstruktionerne er ofte brandfarlige, og det er småt med dagslyset. Derfor skal man finde nye anvendelsesmuligheder, som passer til bygningerne.

Øget loftshøjde og brandsikring
Ønsker man alligevel højere til loftet, kan noget af etageadskillelsen fjernes, men bygningens stabilitet skal sikres og bibeholdes. En anden mulighed er at fjerne gulvene og noget af den underliggende jord.

Ældre trækonstruktioner er ofte brandfarlige, og man skal altid kontakte de lokale brandmyndigheder for råd og vejledning. Hvordan man skal brandsikre, afhænger af flere forhold, fx tømmerets dimensioner og gennembrændingstid samt adgangen til flugtveje. Brandhæmmende maling og sprinkleranlæg er mulige, men dyre, løsninger. Et sidste alternativ er beklædning med gips, men fordi gipsplader vil skjule tømmerkonstruktionerne, er det kun en løsning, hvis alle andre muligheder er udtømt.

Mere dagslys
Vinduerne bringer ikke tilstrækkeligt med dagslys ind i rummet, men er på den anden side en væsentlig bygningsdetalje, som ikke bør ændres. Har man brug for mere ys, kan man derfor forsyne dør- og portåbninger med glas. Af hensyn til arkitekturen bør man ikke mure døre og porthuller til eller gøre dem mindre, og det anbefales heller ikke at lave nye gennembrydninger af murene.

Hvis lofterne over staldene kan bære, kan man etablere lettere aktiviteter i overetagen. I modsætning til staldenes underetage er der her bedre mulighed for at skabe et naturligt dagslysindfald.

Tagfladen bør stå så ubrudt som muligt. Man skal undgå at sætte mange, små ovenlysvinduer i og i stedet samle dagslysindtaget, fx i rytterlys, i ét langt, sammenhængende tagvindue i kippen eller eventuelt i kviste. Hvis man isætter kviste, skal man være meget opmærksom på deres samspil med den oprindelige arkitektur.

Stabilisering og isolering af fundamenter
Når bygningen genanvendes, skal fundamentet ofte stabiliseres. Fundamenterne kan bedst varme- og fugtisoleres udvendigt. Når man skal stabilisere og isolere, skal man være meget opmærksom på, at fundamentet ikke skrider, mens man bygger om. Det vil svække eller helt ødelægge bæreevnen. En egnet metode er at lave korte udgravninger ad gangen, og det samme gælder, hvis man eventuelt skal sænke gulvene.

Bevar de historiefortællende elementer
Selve staldindretningen vil ofte være vanskelig at inddrage i en ny anvendelse, men fx krybber til kvæget og spiltov til hestene kan være unikke at indarbejde i nye funktioner og anvendelser. Piksten i staldgulvet kan også være en interessant historiefortæller.

Genanvendelse af stalde med ændrede funktioner er underlagt en række love og regler. Læs mere her.

Kend din gård
I periodens første halvdel udviklede staldene sig ikke meget, men i århundredets sidste årtier blev dyreholdene forøget og dyreracerne større. Derfor blev der brug for nye rammer. Udviklingen førte til længere staldbygninger med mere plads - eller til udbygning af ladens staldareal - og der kom flere pladser i bindestald til kvæg og heste. Større svinestier kom også til. Som regel boede gårdens karle fortsat i staldene.

Traditionelle smalle stalde med støbejernsvinduer
I periodens begyndelse var stalde og lader omtrent lige høje, men i løbet af de første årtier voksede laden sig større og mere markant. Staldene var traditionelle, ret smalle længebygninger med et sadeltag på 45 graders hældning. I første halvdel af perioden var facaderne ikke så høje, og ofte lå tagfoden lige over porte og døre. Bygningernes tagfodssilhuet ændrede sig fra stråtage med udhæng over murede gesimser uden udhæng til synlige spærfødder og udhæng. I tiden op til 1900 blev der bygget en del nye stalde med lavere taghældning og såkaldte trempelkonstruktioner mellem ydermurens øverste kant og selve taget. I nogle tilfælde forhøjede man eksisterende stalde med trempler.

Fundamenter
Man arbejdede i perioden med tre forskellige typer fundamenter: granitfundamenter af marksten eller tilhugne kvadre, grundmurede teglfundamenter, hvor ydervæggen af tegl fortsatte ned i jorden, og - sidst i perioden - betonstøbte fundamenter. De grundmurede teglfundamenter kunne variere meget i kvalitet og bæreevne, især omkring hjørnerne.

Ydervæggene bestod ofte af helstensmure, som var opbygget i teglsten - enten blanke eller kalkede. Først i perioden byggede man også stalde i bindingsværk.

Staldvinduer af støbejern blev et nyt, populært produkt. De var typisk små og halvrunde og gav i starten et begrænset lysindfald. Efterhånden blev støbejernsvinduerne dog større og med flere rette kanter.

Tagkonstruktioner i tømmer
Tagkonstruktionerne bestod af træspær, udført i rafter, rundtømmer, tilhugget eller savskåret tømmer. Tagkonstruktionerne blev opbygget som hanebåndsspærfag, der understøttedes af en rem på ydervæggene eller på bindbjælkerne i det underliggende træbjælkelag. Etageadskillelser blev udført som træbjælkelag med bræddegulve på loftet. Bjælkelaget var understøttet af træstolper og langsgående dragere. Sidst i perioden begyndte man at indføre støbte dæk i form af monierhvælvet jernbeton, det vil sige beton med indlagte stålbjælker.

Gulvene i staldene, herunder lejerne til køer og heste, var lerstampede eller pikstensbelægninger - og derfor uisolerede. Støbte betongulve dukkede op sidst i perioden.