Stalde
Øget mekanisering, effektivitet og produktion førte til, at der nu blev opført større, mere rationelle stalde. De nye stalde blev ofte opført, så de var kølige om sommeren og fik mest ud af sollyset om vinteren. Nye staldtyper dukkede også op, fx T-gårde, Bedre Byggeskik og brede staldlænger med mansardtag. Især periodens senere stalde rummer gode muligheder for genanvendelse.
Stalde fra slutningen af perioden har god loftshøjde og er derfor
oplagte at bruge til nye aktiviteter. Man skal være opmærksom på
mange af de bygge- og mekaniseringstekniske detaljer. Detaljerne
har både betydning for konstruktionen og kan være inspirerende at
bevare. Ikke mindst for at fastholde bygningsanlæggenes
atmosfære.
Mere dagslys
Ønskes mere dagslys, anbefales det, at man ikke laver nye
gennembrydninger af de taktfaste mure, men i stedet sætter glasdøre
i de oprindelige dør- og porthuller. Døre og porte kan så fungere
som skodder. Porthuller bør ikke mures til eller gøres
mindre.
Tagfladen bør stå så ubrudt som muligt uden flere, mindre
ovenlysvinduer. I stedet kan man samle dagslysindtaget, fx i
rytterlys, i ét langt, sammenhængende tagvindue i kippen eller
eventuelt i kviste. Hvis stalden er opført i stilen fra Bedre
Byggeskik, bør kviste tegnes med udgangspunkt i de oprindelige
tegninger.
Stabilisering og isolering
De støbte fundamenter har som regel en god bæreevne, men man
skal være opmærksom på revnedannelser - specielt omkring
hushjørnerne. Fundamenterne kan stabiliseres, fx med nedgravede,
smalle støbte punktfundamenter, helt op ad og med god forbindelse
til det oprindelige fundament. Ønskes fundamenterne varme- og
fugtisoleret, kan det gøres indvendigt eller udvendigt, men man
skal være meget opmærksom på ikke at forringe fundamentets
bæreevne, mens ombygningen finder sted. Korte udgravninger ad
gangen anbefales, og det samme gælder, hvis man vil sænke
gulvene.
Når man varmeisolerer murede ydermure i hulmurskonstruktion, skal man være opmærksom på, at der efterfølgende kan ske frostsprængninger af ikke hårdtbrændte sten i facadens formur.
Vinduerne af støbejern kan varmeisoleres med en forsatsrude inden for støbejernsvinduet og inde i lysningen/vinduesfalsen. Man skal være opmærksom på, at forsatsrudens rammeprofil og tilslutningsdetalje bliver så spinkel som muligt - både for lysindfaldets og æstetikkens skyld. Har staldvinduerne tidligere fungeret som ventilation, skal der etableres en ny ventilationsløsning, når der laves forsatsvinduer.
Tagkonstruktionerne bør man ikke røre ved - de er i forvejen optimerede konstruktioner. Derimod er der gode muligheder for varmeisolering af taget/loftsrummet. God ventilation sikrer man ved at sørge for afstand og luft mellem isolering og tagbeklædning. Det er en god idé at bevare så mange synlige tømmerdetaljer som muligt uden at pakke dem ind i gips - de indeholder ofte spændende æstetik og kulturhistorie.
Fjernes nogle af de søjler, som understøtter etageadskillelser af støbte konstruktioner, skal der regnes med forstærkning af bjælker og søjler. Etageadskillelsen betragtes som brandsikker, men damprøret er ikke brandsikkert, og det er usikkert, om støbejernssøjler kan accepteres som brandsikre.
Historiefortællende detaljer
Krybber af støbte kummer eller brændte og glaserede lerrør er
blandt de mange detaljer, som bør og kan genanvendes i nye
sammenhænge. De kan være med til at bevare bygningens stemning og
noget af fortællingen.
Genanvendelse af stalde med ændrede funktioner er underlagt en række love og regler. Læs mere her.
Kend din gård
Periodens staldbygninger var fortsat forholdsvis smalle
længebygninger med sadeltag. Fordi produktion og mekanisering steg,
blev der også behov for større bygningsprofiler og rummelighed -
også på lofterne - samt bedre og mere rationel indretning. I
1900-tallets første årtier havde staldene fortsat relativt lavt til
loftet, men senere blev loftshøjde og ydermure højere.
Staldenes silhuet ændrede sig gennem perioden. I starten og slutningen af perioden byggede man med trempel og taghældninger på 35 grader, men ikke i de årtier, hvor Bedre Byggeskik dominerede. Her kom det klassiske 45 graders tag med valm til at tegne gårdens silhuet. I løbet af 1930'erne forsvandt valmen, og man byggede overvejende med lige gavle.
Nye staldtyper dukker op
Nye staldtyper dukkede op, og ind imellem så man blandt andet
brede 'staldlader' med mansardtagsprofil. Sidst i perioden begyndte
man at eksperimentere med udvikling af helt nye former for
specialiserede og store staldanlæg, der tydeligt adskilte de
forskellige dyrearter. Dermed forlod man for alvor tankerne om det
firlængede gårdanlæg.
På T-gårdene, som blev opført fra 1930'erne og frem, skulle anlægget og bygningernes placering bringe så meget sol ind til husdyrene som muligt. Derfor blev staldlængerne anlagt øst-vest, da hele stalden dermed blev solbelyst om vinteren og holdt kølig om sommeren. Avls- og driftsbygningerne bestod af to længer, der blev bygget sammen i en T-form. Den ene længe blev anvendt til stald - og foderrum, og cirka. midt på denne bygning blev laden placeret som et lodret T.
Staldenes kendetegn er typisk:
- Støbte fundamenter
- Ydervægge i hulmurskonstruktion af teglsten.
- Vinduer i ydervægge, forholdsvis store og af støbejern. En speciel detalje er ventilationsindtaget til staldrummet. Det er en lodret kanal i hulmuren under vinduet med en rist forneden i facaden ind til kanalen, som fører den friske luft op til en regulerbar lem i vinduesbundstykket. Luften strømmede lodret op langs vinduet og dermed holdtes det som regel fri for kondens. Opstod kondens, kunne vandet udledes via en tynd sprække i hele vinduets bredde.
- Tagkonstruktion af træspær, som hviler på ydermuren som hanebåndsspær og med stolper som trykstænger ned på etageadskillelsen, uanset om det er vinkeltag med 45° eller trempeltag med 30 - 35° hældning.
- Tagbeklædning med tegl- eller cementtagsten. Eternit- og pandeplader holdt sit indtog til såvel nye bygninger som til tagomlægninger på gamle stalde
- Etageadskillelse af monierhvælvede eller plant støbte konstruktioner, understøttet af støbejernssøjler, damprør eller betonsøjler i staldrummet. Afhængigt af konstruktionstype, er der ofte stålbjælker, som ligger af på stolperne og bærer etageadskillelsen mellem søjlerne.
- Gulve i staldene var under lejerne, hvor kvæg og svin lagde sig, ofte isoleret med pap på betonunderlag, belagt med røde eller gule hulsten af tegl, som yderligere blev fuget. Øvrige gulve var normalt støbt i beton med et pudslag/slidlag. Hvor der ikke var slid, blev betonen alene kostet i overfladen.
- Krybberne var ofte støbte kummer eller udført af brændte og glaserede halve ler-rør, bl.a. i bornholmske Hasleklinker.