Helhed
Der findes kun meget få velbevarede husmandsbygninger
fra 1800-tallets begyndelse, mens der er flere bevaret fra perioden
efter 1850. Husene er unikke vidnesbyrd om et stykke dansk
landbokultur og bør derfor bevares og restaureres nænsomt. På grund
af størrelse er det mest oplagt at bruge dem til bolig, butik eller
fx udstillinger.
De fleste husmandssteder er udvidet eller bygget om og derfor
ændret en del. Generelt for udvidelser gælder, at man skal bevare
husets proportioner og bygge i samme facade- og taghøjde som de
oprindelige bygninger.
Traditionelle materialer
Det er som regel bedst at bruge traditionelle materialer, som
harmonerer godt med husets særlige karakter, dvs. træ, kalk, tegl
osv. Ved om- og tilbygning gælder det om ikke at 'overdøve' husets
oprindelige udtryk, men derimod respektere de beskedne størrelser
og den enkle karakter.
En del af de mindre gårde er bygget af beskedne materialer, og man skal derfor være opmærksom på stabilitet og tilstand i tømmerkonstruktioner, inder- og ydervægge og fundamenter.
Genanvendelse af gårde til ændrede funktioner er underlagt en række love og regler. Læs mere her.
Kend din gård
Før 1850 lå husmandsstederne i landsbyerne, og jorderne
blev delvist drevet i fællesskab. Landboreformerne fra omkring 1750
og frem betød, at jordlodderne blev samlet i større enheder, og fra
omkring midten af 1800-tallet at man flyttede ud fra landsbyerne og
ud i det åbne land.
I takt med udflytningen af gårdene fra landsbyerne blev det ellers åbne og ubebyggede landskab spredt bebygget med fritliggende gårde. Fællesskabet i landsbyen blev afløst af selvstændige bønder og husmænd, der nu drev jorden selv. Husmændene fik dog de dårligste jordlodder, mens bønderne fik de bedste.
Husmandsgårdens helhed
Hvordan husmandsgårdene så ud, varierede fra egn til egn, men
det var almindeligt med én og tolængede anlæg og siden også
trelængede husmandssteder, der fx kunne bestå af en længe med en
gårdfacade på ca. otte fag og to korte sidelænger ved gavlene.
Firlængede anlæg forekom, men var sjældnere. Bygningerne dannede
tilsammen et mindre gårdrum, og alt var opført i bindingsværk og
med stråtag. Denne type kendes fx både på Fyn og Sjælland.
Traditionelt havde boligen været helt sammenbygget med avlsbygningerne, men efter udflytningen blev den oftere og oftere opført som en selvstændig enhed. Det gav en langt bedre hygiejne, og stuehusene og avlsbygningerne fik en mere uafhængig livsrytme.
Boligen forandrede sig ikke meget i perioden, men voksede dog lidt i størrelse og antal rum, mens udlængerne undergik løbende forandringer. Avlsbygningernes udvikling fulgte de skiftende og forbedrede produktionsmetoder, og de fleste bygninger er ændret mange gange gennem historien. Nedrivninger, tilbygninger, ombygninger og nybygninger skete som regel uden nøjere planlægning eller helhedstænkning, men forandringerne signalerede en øget anseelse - også for husmændene.
Materialer
De ældste gårde fra perioden er opført i kampesten eller
bindingsværk funderet på syldsten af granit, tækket med strå og med
tavl af kalkede ubrændte lersten. Materialerne varierer dog fra egn
til egn. Man byggede i de materialer, man lokalt havde adgang
til.
Brugen af brændte teglsten vandt for husmændenes vedkommende først indpas mod århundredets slutning, hvor også cement og beton begyndte at blive udbredt.
De lokale byggematerialer blev gradvist erstattet af mange uprøvede materialer i fundamenter, gulvkonstruktioner, ydervægge, tagbeklædning og bærende konstruktioner. Man prøvede sig frem i en udvikling mod det bedst egnede:
- Fra fundamenter af syldsten til granitsten og grundmur
- Fra piksten på gulve og lerstampede gulve med foderkrybber af træ til udførelse i hårde, fugtafvisende og rengøringsvenlige materialer
- Fra bindingsværk til murværk
- Fra stråtage til tage med hårde materialer
- Fra rene trækonstruktioner til brandhæmmende staldlofter med teglhvælv på jernbjælker.