Den bevaringsværdige bondegård – et historisk pejlemærke

Torben Lindegaard Jensen har beskæftiget sig med bygningsbevaring gennem 30 år med særlig interesse for landbrugets bygninger. Han er forfatter til bøgerne “Fynske Gårde” og “Bondegårde i Danmark”, og er mangeårig formand for foreningen Straatag. I artiklen gøres der status over de danske bondegårdes bevaringsværdier, og der gives bud på, hvorfor og hvordan vi kan bevare og genanvende på en måde, der tilgodeser de bygningsmæssige værdier.

Gennem de seneste 4.000 år har landbrugserhvervet været omdrejningspunktet i det danske samfund. Næsten al menneskelig udfoldelse har haft det grundlæggende formål at "skaffe brød på bordet", og helt frem til midten af 1950'erne har det været berettiget at definere Danmark som et landbrugsland. Denne definition holder for så vidt stadig, idet stort set alle dyrkbare arealer i dag er i landbrugsmæssig drift i det omfang, at arealerne ikke er udlagt til boligbebyggelse, erhvervsudviklingsområder, anlæg og veje o.l.

Koncentrationen af landbruget i retning af færre og færre, og større og større brug fortsætter, og samfundets politiske og/eller planlægningsinstitutioner og organer har i forhold til det omgivne samfund ikke tilstrækkeligt klart forholdt sig til den igangværende udvikling. Man taler således om en koncentration af det reelle (industri)landbrug på ca. 10.000 landbrug i "herregårdsklassen". Det er min bedste overbevisning, at antallet af "industrilandbrug" på relativ kort sigt bliver nærmest halveret i forhold hertil. Dette må logisk begrundes med bl.a. EU-udvidelsen mod øst og den dermed øgede konkurrence, samt med den teknologiske udvikling med stadigt større, dyrere og mere effektive maskiner og produktionsanlæg.

Allerede for mere end 10 år siden talte man seriøst i Fyns Amts Teknik- og Miljøudvalg om, at svineproduktionen på sigt burde udlægges i egentlige industriområder. For godt et år siden kunne man i en kronik i Politiken læse hollandske visioner om at bygge svinefabrikker som etagebyggeri indeholdende svineopdræt, slagteri, biogasanlæg, osv. De helt små landbrug synes knap så truede, selvom eksperter for år tilbage afsagde dødsdommen over de sidste husmandssteder. Men denne dødsdom blev afsagt forhastet. Man havde ikke sat sig tilstrækkeligt ind i problematikken! Mange af disse småbrug synes fortsat at ville eksistere som hobbylandbrug med rideheste, men de har for længst mistet karakteren af "landbrug" - og fylder i øvrigt kun marginalt i landbrugsmiljøet.

En synlig konsekvens af denne udvikling vil - i stigende grad - være udslettelsen af millioner af etagemeter landbrugsbyggeri, såvel boligarealer som erhvervsarealer. Denne udvikling har været i gang gennem de seneste 30-40 år, men vil accelerere de nærmeste år.

Når man færdes i det danske agrare landskab, ser man stadig de mange traditionelle, ofte firelængede, tilsyneladende solide gårdanlæg, som blev bygget indtil ca. 1950. Vel kun det trænede øje bemærker disse anlægs generelle forfald, som tydeligst kan aflæses ved dårligt vedligeholdt og forvitret murværk, samt utætte og nærmest nedslidte cement- eller eternittage. Dertil kommer tilgroningen af bagarealerne med ask, røn, hyld, brændenælder, m.v. - uomtvistelige tegn på at bygningerne har mistet deres oprindelige funktion.

Måske ville det være forståeligt, om end beklageligt, at 1700 - 1800-tallets bindingsværksbygninger stod for fald, men også "bedre byggeskiks-gårdene" fra 1900-tallets første tre årtier har kniven på struben nu. For samfundets kollektive bevidsthed er det aldeles uacceptabelt, at der ikke er taget skridt til at værne om blot nogle få af disse ejendomme, der for kommende slægter kunne fungere som illustrationer til fortællingen om andelstiden, højskolebevægelsen, osv. - alt sammen afgørende forudsætninger for skabelsen af det moderne Danmark.

Det synes uundgåeligt, at det danske kulturlandskab og dets bygninger gennem de nærmeste ganske få år vil undergå drastiske forandringer. Ved lidt besindighed og omtanke vil man dog kunne bevare mange væsentlige strukturer som f.eks. en hel del af vore landsbyer og deres vigtigste bygninger, samt markante bygninger i det åbne land.

Tilstedeværelsen af en række fredede - eller på anden måde sikrede - bygninger vil være af den allerstørste betydning som historiske pejlemærker og vil være til inspiration og eksempel til efterfølgelse for andre ejere af bevaringsværdige gårdejendomme.

Den bevaringsværdige gård
Der findes ikke en entydig definition på begrebet bevaringsværdighed og slet ikke, når det drejer sig om den danske bondegård.

Der kan være mange forklaringer herpå. Blandt andet det forhold, at bondegården ofte opleves som et bygningskompleks med en lang og kompliceret bygningshistorie, der afspejler forskellige epokers produktionsforhold, teknologi og ressourcer. Disse sammensatte bygningsanlægs kvaliteter lader sig ikke umiddelbart vurdere så let som en mere "ren" firelænget, stråtækt bindingsværksgård, eller en modelgård i såkaldt bedre byggeskik.

Imidlertid har der gennem de sidste par årtier været en stigende forståelse for den traditionelle, danske bondegårds arkitektoniske og kulturhistoriske kvaliteter, hvad der beklageligvis skal ses i lyset af den aktuelle trussel imod disse bygningsanlægs fortsatte eksistens. Det danske landbrugs igangværende industrialisering gør disse ældre bygningsanlæg uanvendelige og det må anses for uomgængeligt, at kun meget få traditionelle ældre gårde på sigt vil overleve.

Mange af de endnu eksisterende gårdanlæg har som nævnt stadig bygninger - eller bygningsdele - fra forskellige epoker. De ældste, dvs. fra før 1850, er opført uden brug af arkitekter eller bygmestre. Der er således tale om "byggeskik".

Få har beskrevet disse bygningers kvaliteter bedre end afdøde professor Gottlob, der i midten af 1900-tallet udførte et omfattende arbejde med registrering af bevaringsværdige landbygninger. Han skriver således:

"Disse bygninger er smukke, fordi de er skabt af en byggetradition med måske århundreders erfaring. Det er ikke arkitekturens storværker, men de kan være mesterværker udført i fremragende håndværk. Med naturlig form, konstruktion og rigtig anvendelse af egnede materialer bliver resultatet disse smukke huse, som vi føler, er danske, passer sammen, hører til i det danske landskab og kan smykke naturen. De skal ikke værnes og bevares, fordi de er gamle, men fordi de er smukke og har bygningskulturel værdi, og de værnes bedst ved at bruges og indgå i dagliglivet, ikke som museumsgenstande, men som brugsgenstande, der forener den skønhed, det gode håndværk har givet dem med en anvendelse og indretning, som hører til i dag".

Indtil 1990 var der ikke taget initiativer til sikring af bondegårdens overlevelse gennem bygningsfredning, men et pænt - om end for lille - antal gårde blev bygningsfredet i perioden 1990-1994 på baggrund af en temafredningsgennemgang på Fyn, i Sønderjylland og Vestjylland. Det øvrige Danmark er ikke på samme måde systematisk undersøgt. I forbindelse med fredningsgennemgangen på Fyn blev kravene til en bygningsfredning strammet ganske betydeligt, således at der - specielt på Fyn - kun blev gennemført bygningsfredninger af såkaldt "komplette anlæg" - dvs. anlæg hvor alle udlænger var i behold og hver for sig besad fredningsværdi.

Disse meget stramme krav bevirkede, at nogle af de allerbedste og smukkeste gårdanlæg blev sorteret fra på grund af eksempelvis en manglende udlænge, som måske var nedrevet i starten af 1900-tallet. Andre blev frasorteret som følge af, at stuehuset var opført efter 1850, og atter andre blev fravalgt på grund af omfattende indvendige forandringer, selvom det ydre fremstod perfekt.

Sammenfattende må siges, at antallet af bevaringsværdige gårdanlæg - lige i nærheden af fredningsklassen - gennem de seneste 10-15 år er faldet alarmerende, og det er i dag ekstremt sjældent at finde gamle gårdanlæg, der stadig står med de fleste af deres bygninger i behold og uden forstyrrelse af store nyopførte driftsbygninger.

Sådanne anlæg må nærmest beskrives som relikter. Oftest er de forsømte og tæt på ruinstadiet. Jævnligt kan der gennem årene være foretaget nogle æstetisk set stærkt forringende ombygninger/fornyelser, som dog teknisk set relativt enkelt kan korrigeres. Disse ensomme og førhen lidet værdsatte bygningsanlæg fremstår i dag som monumenter over en ufattelig vigtig del af vort samfunds kollektive historiske bevidsthed og bør behandles i overensstemmelse hermed. Hvad, der for 30 år siden kunne opleves som en selvfølgelighed, kan i dag være en decideret sjældenhed, og fremover vil stadig færre have forudsætningerne for at kunne vurdere disse gårdes reelle bevaringspotentiale.

Skal jeg alligevel vove at identificere den bevaringsværdige gård, kunne det gøres på følgende måde:

1. Intakte gårdanlæg, som i det ydre udgør en homogen helhed og som har egnstypiske eller tidstypiske træk.

En sådan gård kunne være en flot bindingsværksgård fra omkring år 1800 med sin grundform i behold, men som f.eks. senere har fået termovinduer med bueglas og måske en uheldigt udformet tagkvist. Der kunne endvidere være tilføjet nogle forkerte staldvinduer, porte, o.l., dog på en måde således at en tilbageføring - teknisk set - ville være relativt enkel. Det kunne også være en sjællandsk bindingsværksgård med lodrette bræddegavle, men hvor stråtaget for årtier siden var blevet udskiftet med fast tag.

2. Ikke nødvendigvis helt intakte gårdanlæg, som rummer en eller flere enkeltbygninger med ekstraordinære arkitektoniske eller kulturhistoriske kvaliteter. Herunder særligt interessante eller sjældne konstruktive træk, o.l.

Det kunne være en gård med et usædvanligt smukt og velbevaret stuehus - hvad enten det måtte være i grundmur eller bindingsværk - men hvor udlængerne er af jævn eller ringe kvalitet i bevaringsmæssig henseende. Her kunne sådanne driftsbygninger forbedres eller eventuelt fjernes.

Der kunne også være tale om bygninger med eksempelvis højremskonstruktioner, sulekonstruktioner, sidebåndskonstruktioner, bulkonstruktioner eller trempelkonstruktioner, hvor bygningernes ydre i øvrigt er blevet udsat for reversible forandringer.

3. Bevaringsværdige gårdanlæg, der indgår i et særligt værdifuldt samspil med omgivelserne. Eksempelvis gårde i særligt værdifulde landsbymiljøer eller gårde, der er beliggende smukt i det åbne land. Også gårde med særlige landbrugshistoriske særpræg kunne have interesse. Det kunne være hedegårde, kvæggårde, marskgårde, møllegårde, o.l.

Her kunne en meget smukt beliggende gård i en østjysk ådal, hvor studeopdræt havde været hovederhverv og lakse/ørredfiskeri bierhverv, være en mulighed. Dog må forudsættes, at basale bevaringskvaliteter eksisterer, eller vil kunne reetableres på en troværdig måde.

Et andet eksempel kunne være en gård, som udgør et vigtigt element i en landsby, der i forvejen har betydelige kvaliteter. Det kunne være i Viby på Hindsholm, Svanninge på Sydfyn, Reersø eller Nyord på Sjælland, eller Ballum, Møgeltønder, Hjarup, Binderup, Vestrup, Lem, m.fl. i Jylland.

Disse gårde kan være vanskelige at lokalisere, da der ikke umiddelbart findes systemer eller metoder til fremfindelse af dem. Nationalmuseets bondegårdsundersøgelser fra 1950'erne var ikke landsdækkende og er i øvrigt ganske uaktuelle i det danske bondeland anno 2003. De ca. 70 kommuneatlasser dækker stort set kun købstadskommuner, og bevarende lokalplaner er der kun meget få af. Heller ikke fredningsmyndighedernes viden, bortset fra hvad vedrører de fredede ejendomme, dækker ret meget af dette område, og mange af landets museer har heller ikke givet landbrugsbygningerne særlig høj prioritet. Landbrugets organisationer har rettet interessen imod de aktive landbrug, og de lokalhistoriske foreninger og arkiver interesserer sig mere for slægtshistorie end for bygningshistorie.

Ejerskifteproblematikken
Hvis man kører rundt i det danske landskab og pludselig står foran en ældre, bevaringsværdig gård, vil døren i syv ud af 10 tilfælde blive åbnet af en enke på over 70 år!

Man kan efterprøve min påstand ved at gå hen til hoveddøren og banke på, men havde man haft øjnene med sig, kunne man have forudset det ved at lægge mærke til rampen, gelænderet, nøgleboksen og det ofte "æstetiske forfald", der ligger som et slør over hele ejendommen. Alternativt kan ejendommens beboer dog også være en ungkarl.

Forbavsende ofte kan man også opleve den særprægede situation, at en sådan ejendom bebos af 2-3 ældre, ugifte søskende. Er dette tilfældet, kan man være ret sikker på, at her er udviklingen blevet sat totalt i stå for mere end 50 år siden. I nævnte tilfælde kan man være aldeles overbevist om, at klokken er ved at falde i slag. Plejehjemmet eller kirkegården er lige om hjørnet - for at sige det lidt brutalt - og de 2-3 lokale jorddrotter har gennem adskillige forudgående år søgt at udmanøvrere hinanden for at komme i den bedst mulige position, når gården skal "slagtes".

Der findes dog et par mindre restgrupper af ejere. Den ene af disse er den moderne, driftige landmand, der allerede har erhvervet gården alene for jordens skyld, men endnu ikke definitivt har taget stilling til bygningernes videre skæbne. Bygningerne kan stadig stå tomme, men vil ofte være lejet ud, eventuelt til den tidligere ejer.

Vedligeholdelsen vil da typisk være på et minimumsniveau, og hvis et salg ikke finder sted i løbet af nogle ganske få år, vil udlængerne typisk blive revet ned og stuehuset udsat for en ufølsom og effektiv modernisering med fortsat udleje for øje. Sælges ejendommen vil det samme ske, forudsat salget ikke sker til en økonomisk velfunderet byfamilie. I sidstnævnte tilfælde vil sortglaserede tegl, spanske buer, termobueglasvinduer, hvide hestestakitter og spotlights meget ofte eliminere den sidste rest af bevaringsværdi. I øvrigt er det min erfaring, at mange af denne ejertype undervejs - men ofte for sent - kommer til en dybere forståelse og siger: "Havde jeg vidst, hvad jeg ved i dag, ville jeg have gjort det helt anderledes!".

Den sidste, relativt lille restgruppe, består af indsigtsfulde ejere med forståelse og respekt for bygningskultur. Dette afspejler bygningerne som regel tydeligt gennem en respektfuld vedligeholdelse. Disse ejere er oftest enten håndværkere eller veluddannede byfolk. Desværre sker det for ofte, at sådanne ejere har undervurderet problemerne ved et restaureringsprojekt og vælger at sælge, førend projektet er fuldført - ofte med tab.

Denne ejerkreds sidder på en betydelig del af de mest interessante ejendomme, og de vil være særdeles interesserede i at sælge til købere, der vil respektere bevaringsværdierne. Men grundet alder, presset økonomi eller andre personlige forhold vil der heller ikke her være for megen tid at give af.

Når en gammel, bevaringsværdig gård med produktionsjord sættes til salg - hvis det overhovedet sker officielt - går det som regel meget hurtigt. Sælgeren - den gamle enke eller ungkarl - lever i en verden, der for længst er "gået under". Ofte reagerer hun eller han med mistro overfor den moderne køber, og er ofte specielt på vagt, hvis ejendommens kulturhistoriske værdi og/eller skønhed inddrages i samtalen. Man skal huske på, at det ofte er dyb konservatisme i ordets egentlige forstand, utilstrækkelige reelle økonomiske muligheder eller "mental stilstand", der må tage æren/ansvaret for tilstedeværelsen af bevaringsværdier, lige så meget som det er bevidste følelser for slægtsgården. Derfor vil salget typisk ske til en person, som er kendt af ejeren i forvejen. Typisk den driftige nabolandmand, der ofte får gården alt for billigt.

Mange af disse "gammeldags" ejere er faktisk ret bevidste omkring slægtens tilknytning til gården, uden samtidig at have nogen speciel veneration for bygningerne. Skal man vinde disse menneskers tillid, er det vigtigt at føre sig lidt afdæmpet frem og give sig god tid, og lade ejeren støtte sig til en rådgiver, som vedkommende har tillid til. Andre tillidsskabende foranstaltninger kan være at lade ejeren vælge tidspunktet for et eventuelt møde og tage imod den rituelle kop kaffe. Den nye ejer, hvis det er nabolandmanden, har ved købet af den gamle gård som regel betragtet bygningerne som et irriterende ledsagefænomen og stort set kun betalt for jorden. En sådan landmand er travlt optaget af at drive sit landbrug, og han vil sjældent være motiveret for at bruge kræfter på alternative anvendelser af bygningerne. På Fyn er der set flere eksempler på, at gamle udlænger er revet ned over en weekend for at eliminere risikoen for en fredningssag eller en lokalplan. Forhandlinger med denne ejerkategori kan vanskeliggøres af en ofte instinktiv uvilje mod institutioner og myndigheder.

Alternativ anvendelse af ældre landbrugsbygninger
I forbindelse med genanvendelse af nedlagte gårdejendomme, må man forudsætte, at man skal bevare så betydelig en del af de kulturhistoriske værdier som muligt og i videst muligt omfang bevare præget af en bondegård. Dette er en stor udfordring ved en traditionel 1700-1800-tals gård i bindingsværk, hvor længerne er smalle og måske lavloftede. Udnyttelse af tagetagen, med kviste eller isættelse af et større antal nye vinduer i udlængerne, vil meget nemt kunne få hele anlægget til at miste sit præg af en "bondebygning". En afdæmpet udnyttelse af udlængerne vil også nemt komme i konflikt med diverse brand- og bygningsreglementer. Men, det kan lade sig gøre, selv om man ikke altid er sluppet godt fra noget sådant, end ikke ved bygningsfredede gårdanlæg.

For de senere opførte gårdanlæg synes problemerne ikke helt så store. Tanken om alternativ anvendelse af gårdanlæg er ikke ny og der findes rundt i landet mange eksempler, som dog ikke alle er faldet lige heldigt ud. Udfordringen ligger således i at gennemføre genanvendelsesprojekterne med respekt for de arkitektoniske og bevaringsmæssige værdier.