Landet i forandring

Merete Ahnfeldt-Mollerup er arkitekt MAA og Ph.D. I artiklen giver hun sit personlige bud på de udfordringer, vi står overfor når landbruget og landskaberne forandres.

Det er let nok at få øje på, hvis man først tænker over det. Vi er midt i en voldsom forandring af landets struktur, på linie med den der skete under udskiftningen i 1780'erne. Det er en forandring, der er sket over tid, siden 2. verdenskrig, men den er foregået næsten ubemærket siden det første store ryk i efterkrigsårene, selvom udviklingen er accelereret dramatisk de sidste 15 år og selvom konsekvenserne i de næste 15 år bliver voldsomme.

Kør gennem Danmark og se ud af vinduet. Her er bølgende bakker og flade marker. Her er kæmpehøje og levende hegn. Her er skove og søer. Gårde og husmandssteder. Men, her er næsten intet liv. Ingen mennesker, få dyr. Dårligt nok fugle. Ser man nærmere på gårdene, er mange af dem ikke blevet vedligeholdt i mange år. Bliktagene ruster, kalken skaller og ruderne mangler i vinduerne. Det gælder især de bygninger, der ligner bondegårde. Med lange mellemrum kører man forbi noget, der ligner et stort idrætsanlæg, eller en slags lager. Det er flunkende fint, flere store haller med enorme tage og få vinduer. Der er også siloer og tanke - et moderne mønsterlandbrug. De nye store gårde har jord og forpagtet jord som tidligere tiders herregårde, men der er ingen tårne og spir, eller landskabelige haver.

Det er ikke feudale anlæg, der repræsenterer magten, men virksomheder, hvor de store bygninger er udtryk for praktiske behov og sunde investeringer. Virksomheder, der producerer svin til slagtning, korn til foder og menneskeføde, og mælk til morgenbordet.

Virksomhedernes drift er ikke et romantisk liv i pagt med naturen, men et nøje tilrettelagt arbejde, der reguleres af nationale og internationale normer og regulativer. Sådan er det bare. Og hvis virksomheden skal løbe rundt, skal det areal, der er under plov, svare til mindst 5 og snarere 10 af de familiebrug, der har ligget spredt ud over landskabet siden udskiftningen. På bare lidt længere sigt skal landbrugene være endnu større.

Denne forandring sker overalt i Europa, med forskellige udgangspunkter og i forskellige tempi. I Danmark findes regler, der begrænser landbrugenes størrelse, i Frankrig findes en omfattende støtte, der holder de klassiske familiebrug i gang. Men, vi bevæger os mod den samme fremtid. I takt med generationsskifterne i det kommende årti vil Europas landskaber forandre sig. De store frodige områder, der har gjort Europa til verdens rigeste og tættest befolkede område, vil i fremtiden blive udlagt til kæmpestore marker, hvor satellitstyrede landbrugsmaskiner betjenes af ganske få, veluddannede landbrugere. Marker så store som et gammeldags familiebrug, uden forstyrrende hegn eller huse. Her ligger fødevareproducenternes store anlæg, med kilometers mellemrum. I dette kommende Europa vil der være store, tætte byer med millioner af indbyggere og byformer der slet ikke ligner middelalderbyerne, men som alligevel fungerer som smeltedigeler for en mangfoldighed af mennesker.

Der vil være udkantsområder, hvor både byer og landskaber minder om fortidens. Steder, der af planlæggerne er udlagt til nationalparker, habitat-områder, rekreative områder eller fredede miljøer. Her er der endnu ikke nogen, der rigtig ved, hvad man skal leve af. "Niche-produktion", "kultur-turisme" og "agroturismo" er de besværgende mantraer, man synger i EU-kommissionen og i de nationale regeringer, mens man uddeler egnsudviklingsmidler, pendlerfradrag og anlægger nye motorveje.

Virkeligheden er for længst til at se: fattigdom og affolkning. Herude finder vi mange fine, gamle kulturmiljøer, både i købstæderne og på landet. De er bevarede fragmenter fra vores historie, oftest bevaret fordi de for længst er gået i stå. Levende, moderne byer og landbrug er ofte "grimme" - nye behov trænger sig stadig på og fortrænger de gamle sammenhænge. Kun fredningen kan redde de historiske bygninger, når bedriften udvides - men de fredede bygninger er formålsløse, de har udlevet sig selv og står som mindesmærker, ikke som levende arkitektur.

I produktionslandskabet er der ikke brug for ret mange mennesker længere, ej heller deres huse, og i det "rekreative" landskab i udkanten er befolkningssammensætningen, og behovet for bygninger, forandret. Her bor gamle, både dem der er født der og dem der flytter dertil som pensionister for at nyde stilheden og de billige boliger. Her bor kunstnere, fritidslandmænd og mennesker der lever af turismen. Og så bor her mennesker på overførselsindkomst, der som pensionisterne og kunstnerne er tiltrukket af de billige boliger og den gode plads.

Drømmen om, at Internettet ville føre til tusindvis af hjemmearbejdende kontorfolk ude i landet, har vist sig at være for dyr: funktionærerne har brug for offentlig transport, velfærdsydelser, gode skoler og institutioner til børnene, fritidstilbud, efteruddannelsestilbud og et kulturelt udbud der er helt udenfor de små  kommuners rækkevidde. Det er formodentlig også temmelig teoretisk at forestille sig, at en medarbejder i en større virksomhed kan undvære den daglige, uformelle snak med kollegerne og alt det andet, der finder sted på en arbejdsplads.

Så, hvad skal der egentlig ske med husene i landskabet? I dag er der en række skatte- og plantekniske årsager til, at bygningerne bliver stående, selvom de har mistet deres værdi og betydning. Men, de vedligeholdes kun nødtørftigt - i overensstemmelse med deres værdi - og bliver stadig mere trøstesløse at se på. Mange af dem var i forvejen ikke særligt karakterfulde: Danmark skiller sig ud fra andre europæiske lande ved allerede tidligt at have forkastet den historiske bygningskultur.

Vi har glemt, hvordan man bygger et enkelt længehus for lang tid siden og allerede før 2. Verdenskrig begyndte man at bygge besynderlige, uskønne stalde og lader af usle materialer og med mærkelige proportioner. Stuehusene rundt om i landet er tilsvarende karakterløse - efterligninger af forstædernes borgerlige bygningskultur, snarere end autentiske arvtagere til den historiske byggeskik. De gårdrum, der var karakteristiske på mange egne før 1. Verdenskrig, er siden blevet opløst i mærkelige formationer, der stritter i alle retninger for at sikre bedst mulig adgang. Mens mange af de nedlagte landbrug i England, Frankrig og Italien kan genopstå som attraktive ferieboliger, så er der ikke meget romantik i et maskinstenshus med tilhørende svinestald fra 1970'erne, der er blevet tilovers mellem et kæmpestort brugs gyllemarker.

De bygninger, der har en kulturværdi, enten som egentlige bygningshistoriske eksempler eller som dele af en helhed, er ofte truede, fordi der ikke er penge til at vedligeholde og bevare bygninger, der ikke tjener noget formål. En smuk og karakteristisk firlænget, stråtækt gård på en fjern egn er svær at bevare, simpelthen fordi den ikke har nogen indtægt, der kan danne grundlag for en vedligeholdelse. Hvorfor skal man tække en lade, der overhovedet ikke kan bruges til noget? Hvorfor skal man kalke den, reparere  skader i murværket og forny porten, når det eneste den rummer, er ejerens gamle skrammel? Hvad skal man med en gammel stald, hvor der er så mørkt, fugtigt og lavt til loftet, at det ville være dyremishandling at placere selv fritidslandbrugets kvier der?

Også de fredede bygninger kan være problematiske, fordi de står hen som meget store og ressourcekrævende pyntegenstande, der ikke kan gøre nytte i landbruget. Hvor mange kunstudstillinger og bilmuseer har vi brug for?

Det nye landskab er en udfordring overalt i Europa. Det er ikke noget politikerne gør et stort nummer ud af. Nogle forstår ikke konsekvenserne. Andre er ligeglade. Andre igen tror eller håber, at udviklingen kan hindres eller begrænses ved hjælp af love og regler. I Danmark er en kommunalreform forestående - de små kommuner har ikke ressourcer til at administrere sig selv, for ikke at tale om velfærdsydelserne til deres lille og hastigt aldrende befolkning. Men, der er ikke mange ord i medierne om det. Denne politiske ændring er bare ét udtryk for en forandring, der vil få ligeså store konsekvenser for vores historie og tankeverden som udskiftningen i 1780'erne. Med andre ord - vi er på vej til at få en ny identitet.

Forfatteren Jens Smærup Sørensen skrev om landbrugets mekanisering i en kronik i Information sidste år:

"En dag i 50'erne drejede en mand på en flunkende traktor ind på sin gårdsplads. Hans kone og lille datter kom frem fra bryggerset. De var naturligvis interesserede i det drabelige køretøj, som skulle blive en del af deres liv, men frem for alt ville de give deres beundring for far til kende. De stod da på trappestenen med hinanden i hånden og smilede op til ham.

Han fik bremset op, fandt frigearet, men lod gashåndtaget være, så de fortsat kunne fornemme hvad for kræfter motoren besad. Han blev siddende på førersædet, endnu lidt stift og fremmed, og hans svar på deres smil faldt nærmest fjoget ud. Han så ud, som var han overvældet af mere herlighed, end han nogen sinde havde ønsket sig.

Nå ja, tænkte konen. Hvis vi kan betale den, og hvis den oven i købet kan gøre lidt nytte, så er det vel ikke så tåbeligt, som man skulle tro. Og hvis han virkelig er så urimelig glad for den, så er det alt sammen endda godt!

Hun blev ved med at smile til ham, og den lille pige så op på hende, smilede derfor også og gjorde sig ellers ikke mange tanker om situationen. Havde hun allerede kunnet, og kunnet forstå den, så ville hendes blik på faderen have mistet sin glans. Hun havde været nødt til at sige til sig selv: det her ender med, at jeg må tage magten!

Men nej, det kunne hun jo slet ikke vide, og heller ikke de voksne havde nogen anelse om, at den største begivenhed i de sidste tre-fire tusinde år netop udspillede sig for øjnene af dem".

Smærup Sørensen overdriver slet ikke. Vores personlige identitet er nært knyttet til det landskab, vi færdes i og mens manden på traktoren var del af en tætbefolket Morten Korch-verden, så vil hans børnebørn og oldebørn blive stadig mere alene i landskabet med deres store maskiner. Samtidig vil deres hjemmeliv med computer, satellit-tv og ferierejser til Bali ligne byboernes liv til forveksling".

Måske er det derfor, den store forandring sker i hemmelighed. Vi kan ikke overskue, hvad konsekvenserne bliver for vores eget liv. Men, man kan omvendt sige, at lige nu har vi mulighed for at påvirke situationen. Vi kan formulere en vision for landskabet og dets bygninger, og lede udviklingen i den retning. Vi kan fremme nedrivning af de dårlige bygninger og udvikle ideer til nye anvendelser af de gode. Vi kan tænke strukturer, både lokalt, regionalt og nationalt, der sikrer, at både landmænd og landskab har det godt. Hvor der endnu er grundlag for det, kan vi fremme projekter, der sikrer en bevarelse af landbrugets kultur: de fine længehuse, haverne og det komplekse dyrkningslandskab. Og såmænd også de gamle dyreracer og hele husholdningen på landet. Ikke i konkurrence med det egentlige landbrug, men som levende museer og attraktioner for ind- og udenlandske turister.

Hvis ikke vi gør det, risikerer vi, at det får alvorlige konsekvenser. Fra et æstetisk synspunkt er det som ovenfor skrevet allerede ved at slå igennem - så snart man kommer væk fra de store byer, er de nedlagte ejendomme i en sørgelig forfatning. De økonomiske konsekvenser er også slået igennem for længe siden. Det kan man konstatere ved at besøge en ejendomsmægler med speciale i landbrugsejendomme. Men, de sociale konsekvenser og de konflikter der opstår, når det effektive landbrug møder "fritidslandmændene" og dem der er flyttet ud for at nyde deres otium i "et lille hus på landet", er også til at tage og føle på allerede.

Det kan hjælpe at huske på, at det er sket før. Da det feudale samfund blev opløst og de analfabetiske fæstebønder blev til bønder, borgere og arbejdere. Det var tilsvarende en proces, der varede generationer - og en proces der medførte en fuldstændig forandring af det fysiske rum. Dengang gik landets politiske og intellektuelle elite i spidsen for en fornyelse, der i sidste ende gav os nationalstaten og demokratiet.

De vidste ikke selv, hvordan det ville blive, men de turde se fremtiden i øjnene og de var tilstrækkeligt forankret i historien til ikke at bekymre sig for meget om den. Det kan vi blive inspireret af i dag, når vi skal forestille os en ny struktur for landet og nye anvendelser af de værdifulde bygninger og anlæg, der endnu findes. Det handler derfor ikke om at se tilbage, men om at bygge en ny helhed, der bruger, det vi har.