De glemte perler
Der er masser af gratis glæder for dem, der vælger at holde ferien inden for landets grænser. Foreningen Bygningskultur Danmark har lavet seks forslag til bil- og cykelture i hele landet, hvor man kommer forbi de smukkeste, sjoveste og mest enestående bygninger i det danske landskab.
Mange danskere kender efterhånden mere til Paris og London, end de kender til de mange enestående bygninger, der ligger i deres eget lokalområde, eller hvor de holder ferie. Hver egn har sin særlige byggeskik og sin særlige stil, og man kan lære meget af at se på gårde, møller, stationsbygninger, herregårde, kirker, præstegårde og små bindingsværkshuse, som alle fortæller et stykke danmarkshistorie.
Bygningskultur Danmark har derfor sammen med Landsforeningen for
Bygnings- og Landskabskultur lavet seks ture i hele Danmark med
fokus på det allerbedste, landet har at byde på af historiske
bygninger. Og på trods af mange års ombygninger og ødelæggelse af
mange fine bygninger er der heldigvis stadig rigtig mange perler
tilbage. Turene dækker indtil videre områderne:
- Præstø - Faxe - Stevns
- Sydlangeland og Strynø
- Fra Middelfart til Assens
- Fra Kolding til Haderslev
- Als
- Esbjerg - Ribe - Vejen
I løbet af året kommer der seks ture mere, bl.a. i Midt- og Nordjylland og på Nordfyn.
Hver tur indeholder en generel beskrivelse af områdets særlige kvaliteter og derudover 20-30 steder med beskrivelser og billeder af de enkelte huse og deres særpræg. Det er Torben Lindegaard, formand for Foreningen Straatag, der har rejst landet tyndt og fotograferet og beskrevet de mange bygninger, der alle kan ses fra offentlig vej, så man ikke generer eventuelle beboere, når man passerer forbi.
Da der ofte er tale om privatejede bygninger, kan man som regel ikke komme indenfor, men man kan alle steder dvæle ved bygningens skønhed og nyde et historisk vingesus, inden man kører videre til næste bygning.
Læs mere på www.bygningskultur.dk og om de enkelte ture her.
Kilde: Bygningskultur Danmark