Iværksætteri: Brug stedet som ressource
Iværksættere i yderområder er dobbelt udfordrede i forhold til andre nystartede virksomheder. Men måske kan en beliggenhed i et yderområde vendes til en konkurrencefordel, mener adjunkt, Ph.d, Steffen Korsgaard.
Iværksættere i yderområder står overfor en dobbelt udfordring. På den ene side har de mange af de samme udfordringer som alle andre iværksættere. Ligesom de fleste andre nystartede virksomheder har de færre ressourcer samt mindre kapital, erfaring og legitimitet end etablerede virksomheder.
Derudover knytter der sig en række særlige udfordringer til at være lokaliseret i et yderområde. Men måske kan en beliggenhed i et yderområde vendes til en konkurrencefordel, skriver adjunkt, Ph.d. Steffen Korsgaard, Aarhus Universitet i artiklen Brug stedet som en ressource.
Artiklen baserer sig delvist på foreløbige resultater fra en kvalitativ undersøgelse af fødevareiværksættere på de danske småøer, og der præsenteres to eksempler fra denne undersøgelse, der viser, hvordan to konkrete fødevareiværksættere har udnyttet de ressourcer, der udspringer af de steder, hvor virksomhederne ligger.