08/11/2010

Ny portal for gamle håndværk

Nye byggemetoder og materialer erstatter løbende de gamle håndværksteknikker og -discipliner, der derfor er i fare for at gå i glemmebogen – eller i bedste fald at blive overset. Det kan få uheldige konsekvenser for, hvordan bygninger renoveres og vedligeholdes. Det gør portalen Klik Et Håndværk nu noget ved.

Ny portal for gamle håndværk

Den nye portal rummer en serie korte dokumentarfilm, som viser, hvordan udvalgte håndværksteknikker udføres. Filmene kan ses på computere, iPhone/iPad og Android-mobiltelefoner. Det gør filmene tilgængelige, uanset hvor og hvornår man har behov for at se dem - ganske gratis.

 

Der findes en stor viden om de traditionelle teknikker, bl.a. i en lang række håndbøger - mens den praktiske erfaring med metoderne traditionelt har været overbragt ved enten sidemandsoplæring eller på kurser. Men denne viden kan være svær at omsætte til praksis, og sidemandsoplæring sker kun sjældent, ligesom kurser er engangsoplevelser, der hurtigt glemmes, hvis det lærte ikke skal bruges i det daglige.

Derfor har Realdania og Grundejernes Investeringsfond inden for initiativet "Renovering 2010" udviklet hjemmesiden Klik Et Håndværk. Målet er at sikre de traditionelle teknikker, så en lang række klassiske byggefejl kan undgås, og herudover håber initiativtagerne, at de kan være med til at inspirere unge til at gå i gang med nogle af de traditionelle håndværksuddannelser.

Klik Et Håndværk rummer foreløbig 14 film af ca. 6-9 minutters varighed, en række faktaark samt henvisninger til mere viden om de pågældende håndværk og teknikker. Filmene giver den rette viden på det rette sted og kan fx også bruges i undervisningssituationer.

"Renovering 2010" er et partnerskabsprojekt mellem GI og Realdania. Formålet er at fremme en udviklings- og formidlingsindsats, som skal føre til højere kvalitet, lavere priser og bedre totaløkonomi ved bygningsrenovering og bygningsforbedring. 

Se filmene og lær mere om gamle håndværk på hjemmesiden Klik Et Håndværk.

Læs mere om projektet på "Renovering 2010" på projektets hjemmeside.