13/10/2010

Kom videre - lav en forretningsplan

En forretningsplan skal skabe overblik over dit projekt. Den beskriver bl.a. selve idéen, produkterne, markedsføring, økonomi, tidsplan og samarbejde med andre. Kom selv videre med Genanvend Gårdens guider til, hvordan man laver realistiske forretningsplaner inden for syv forskellige brancher, og skriv selv videre i den skabelon, vi stiller til rådighed.

Kom videre - lav en forretningsplan

Hvad er en forretningsplan?
En forretningsplan er en beskrivelse af dit projekts forretningsidé, dine visioner og mål, og den omfatter tanker om, hvordan du vil udvikle og drive virksomheden. Selv om din forretningsidé måske kun resulterer i en deltidsbeskæftigelse for dig selv eller andre, er en forretningsplan et godt værktøj for både dig og dine samarbejdspartnere.

Den hjælper dig med at strukturere dine tanker om, hvordan du tror projektet bliver en succes, og den sandsynliggør og forklarer over for andre, fx banken, at dit projekt er bæredygtigt.

Hvorfor lave en forretningsplan?
Forretningsplanen er en plan for dit projekts opstart og videre drift og giver derfor overblik over, hvordan og hvornår man skal gøre hvad. Den giver dig godt overblik over fx nødvendige bygningsændringer, udstyr, indretning, investeringers omfang, marked og nødvendigt kundeunderlag. 

Hvordan laver jeg en forretningsplan?
På Genanvend Gården finder du flere værktøjer, som kan hjælpe dig med at udarbejde en forretningsplan: 

  • Kend dit marked: Her kan du finde viden om dit marked, dine kunder og konkurrenter. Du kan fx få viden om vigtige konkurrenceparametre, kundegrundlag for din idé i dit område og hvilke konkurrenter, du har. At hente markedsviden er typisk et godt sted at begynde, før du går i gang med at lave selve forretningsplanen. Gå til Kend dit marked.
     
  • Guide til forretningsplan: Genanvend Gården har udviklet en række specifikke guider for udvikling af forretningsplaner. De er opdelt efter brancher, og der er lavet guider til de mest gængse landdistriktsvirksomheder som fx gårdbutik, bolig, boligudlejning og overnatning. Der findes i alt syv guider, og de ligger under Styrk din idé.
     
  • Skabelon for forretningsplan: Skabelonen sikrer, at du kommer rundt om en række vigtige områder for etablering og udvikling af din nye forretning. Skabelonen stiller en række centrale spørgsmål og er bygget op, så man selv kan skrive videre i den. Skabelonen ligger under Styrk din idé på Genanvend Gården.


Love og regler
Når man som iværksætter indretter en eksisterende bygning til ny anvendelse, skal man altid være opmærksom på en række love og regler. Du skal også være opmærksom på, hvad planloven siger om ombygninger, udvidelser osv. i landzonen. Orientér dig derfor i de væsentligste love og regler, og kontakt også din kommune for råd og vejledning tidligt i processen.