28/09/2011

Seminar og rapport om landboturisme og innovation

Center for Landdistriktsforskning står bag en ny rapport om landboturisme og innovation. Rapporten sammenfatter resultaterne af en undersøgelse af turisme, der knytter sig direkte til landbruget - ofte omtalt som bondegårdsferie - og af begrebet landboturisme, som omfatter landdistrikternes bed&breakfast-udbydere.

Seminar og rapport om landboturisme og innovation

Turisme nævnes ofte som en af de mest oplagte muligheder for at sikre bæredygtige land- og udkantsområder - ikke mindst når det handler om at skabe nye arbejdspladser til erstatning for dem, der forsvinder i takt med de nedlagte landbrugs- og industrivirksomheder.

Bondegårdsferie som del af oplevelsesøkonomien på landet
For at belyse det potentiale, der kan ligge i at skabe arbejdspladser og øget indtjening fra dele af oplevelsesøkonomien, har FødevareErhverv bedt Center for Landdistriktsforskning foretage en analyse af de eksisterende turismeaktiviteter på landet. Resultatet er rapporten "Landboturisme og innovation - bondegårdsferie som en del af en rural oplevelsesøkonomi."

Fokus på barrierer og muligheder for nye tiltag
Forskerne fra Center for Landdistriktsforskning fokuserer i rapporten både på de begrænsninger, der i øjeblikket måtte være i forhold til at skabe flere arbejdspladser, men peger også på tiltag, der kan øge antallet af overnatninger og indtjeningen i landboturismen.

Hent rapporten her.

Seminar om udvikling af turisme på landet
I forbindelse med udgivelsen af rapporten arrangerer FødevareErhverv i samarbejde med Syddansk Universitet et seminar om udvikling af turismen på landet. Seminaret afholdes den 1. november 2011 ved Lykkebjerg Bondegårdsferie, Jyderupvej 76, 4200 Ruds Vedby fra kl. 9.30 - ca. 15.45.

Læs om invitation, program og mulighed for tilmelding til seminaret her