Nyt liv i nedlagte gårdejendomme
Skal liv og udvikling tilbage på landet, er der brug for nye initiativer på de tusindvis af danske gårdejendomme, som ikke længere bruges til landbrug. Realdania har derfor afsat 5 mio. kr. til et initiativ, der skal inspirere og hjælpe ejere af bevaringsværdige gårdejendomme med at nytænke brugen af deres bygninger.
Rustne bliktage, afskallede vinduer, revnede facader i
bevaringsværdige ejendomme. Mennesketomt. Det ses alt for mange
steder, når man kører igennem danske landsbyer og landområder.
Landbruget koncentreres i dag på færre og færre bedrifter, uden at
de oprindelige ejendomme bruges til nye formål. I dag er mere end
60 mio. kvadratmeter landbrugsbygninger gjort overflødige i
landbrugsmæssig sammenhæng, og omkring halvdelen af disse er
potentielt bevaringsværdige.
Fra forfald til forretning
Initiativet har til formål at analysere og formidle muligheder for
genanvendelse af funktionstømte gårdejendomme, og vise ejerne og
omverdenen, hvordan bevaringsværdige bygninger i forfald kan
forvandles til bæredygtige forretninger.
"Det gælder om at standse tabet af kulturhistoriske og
arkitektoniske værdier på landet. Vi har hårdt brug for nytænkning
og initiativer, der viser, hvordan forretning og bevaringshensyn
kan gå hånd i hånd, så vi sikrer en bæredygtig genanvendelse af de
funktionstømte og bevaringsværdige gårdejendomme. Derfor vil vi
hjælpe ejerne med at aktivere nye ideer og forretningsmodeller, så
vi kan vende den negative udvikling", fortæller Hans Peter
Svendler, direktør i Realdania.
Gentænk gårdejendommene
Fra Bagenkop til Bjerringbro har iderige ejere allerede
skabt nye initiativer, som sikrer nyt liv til området og bevaring
af arkitektoniske perler. Turister, vindmøller, børnelejre og små
vækstvirksomheder flytter ind.
"Vi kan konstatere, at mange af de gode ideer til løsningen af
problemet allerede findes derude. Nu skal de analyseres og omsættes
til konkret inspiration og værktøjer, så andre ejere kan komme
videre med økonomisk bæredygtige løsninger," uddyber Hans Peter
Svendler.
Fakta
Dansk Bygningsarv A/S gennemfører i samarbejde med Dansk
Landbrugsrådgivning Landscentret initiativet for Realdania.
Initiativet vil i løbet af efteråret sætte fokus på ejernes behov
for viden. Der vil blandt andet være lokale workshops med
gårdejere. I foråret 2010 lanceres en digital værktøjskasse, hvor
ejerne kan finde inspiration, konkrete løsningsmodeller og
vejledning om støttemuligheder mv.
Initiativet bygger videre på Realdanias kampagne "Bevaringsværdige
gårdejendomme - nye anvendelsesformer" fra 2003-2004, som samlede
234 kreative forslag til at gentænke gårdene. 20 mio. kr. blev
uddelt til at realisere de bedste projekter. Og de vil nu indgå i
initiativet som gode eksempler for andre.