Omtale af genanvendt gård
Hestebjerggård ved Lejre huser en del af Roskilde Museum og er et af Genanvend Gårdens gode eksempler. Gården blev i november portrætteret af Jyllandsposten, som beskriver, hvordan ældre gårdbygninger kan blive ramme om nye aktiviteter.
Den firlængede Hestebjerggård blev i 2003 overdraget fra staten til den selvejende institution Hestebjerggård, som har renoveret gården, der nu både rummer museum og kulturmiljøcenter under Roskilde Museum. Gården er eksempel på en ny anvendelse, der i høj grad bygger på lokalt engagement og opbakning.
Udstillingerne i gårdens to gamle staldlænger er på omkring 300 kvadratmeter. Stuehuset er omdannet til administration, mens den sidste længe fungerer som lager og opbevaring. Det kulturhistoriske formidlingscenter drives som en lokal afdeling under Roskilde Museum, og netop gårdens beliggenhed midt i det kulturhistoriske landskab ved Lejre er afgørende for, at den kunne genanvendes til netop lokale museums- og formidlingsformål.
Museumsinspektør ved det lokale Lejre Museum, Louise Dahl Christensen, fremhævede over for Jyllandsposten bl.a.:
"Den gamle gård fik en ny funktion. Vi fortæller Lejreområdets historie, og bygningen får lov at fortælle sin historie. Der er en charme i at være i sådan en bygning, der er muligheder i den, og den bidrager med sin egen historie. Vi har bevaret meget af bygningen, som den var indvendig. Fx det gamle bryggers, hvor krogene i loftet blev brugt til at hænge grise op i, så blodet kunne dryppe af efter slagtning".
"Stedet her er et nationalhistorisk område, da man mener, at Skjoldungerne fødtes her. Det er Danmarks vugge. Det betyder, at man skal sikre adgang til området, også for eftertiden, og forebygge uhensigtsmæssig bebyggelse."
Læs mere om Hestebjerggaard ved Lejre på Gode Eksempler på Genanvend Gården.
Gården var omtalt i Jyllandsposten Erhverv & Økonomi 16. november 2010.
Læs også om Hestebjerggård og Genanvend Gården i Landbrugsavisen.