Attraktiv landsby i unikt miljø - Kahrbygaard ved Randers Fjord
Fakta
Beliggenhed: Kahrbygaard, Damvej, 8950 Kare
Byggeår: Gårdens grundrids og dele af bygningsmassen kan føres
tilbage til 1727, ombygges 2009-11
Kontakt: Randersegnens Boligforening telefon 8641 5611, e-mail kontor@randersegnen.dk
Lejligheder i firlænget gård
I landsbyen Kare ved Randers Fjord står Randersegnens
Boligforening for restaurering og omdannelse af den firlængede,
stråtækte bindingsværksgård Kahrbygaard til almene boliger.
Randersegnens Boligforening har tidligere omdannet to andre
bevaringsværdige gårde, Skjødtgården og Syvager, og arbejdet med
Kahrbygaard baserer sig på erfaringerne herfra.
Unikt landsbymiljø
Landsbyen Kare har en del bevaringsværdige ejendomme og et
unikt kulturmiljø. Mange af landsbyens beboere er desuden meget
historisk bevidste og engagerede i omdannelsesprojektet. En række
beboere i landsbyen står således bag Foreningen til bevarelse af
Kahrbygaard, som tog initiativ til projektet og henvendte sig til
Randersegnens Boligforening.
Kahrbygaard ligger centralt i landsbyen, og ideen er at styrke landsbysamfundet socialt, kulturelt og erhvervsmæssigt ved at genanvende den bevaringsværdige gård til nye formål og dermed gøre det endnu mere attraktivt at bo i Kare.
Boliger og erhverv
Tre af Kahrbygaards længer indrettes til almene boliger. Østlængen,
der ligger ud til byens plads, indrettes med fælleshus og
fælleskontorer til byens enkeltmandsvirksomheder. Gårdens
haveområde er et fællesområde, som alle i landsbyen har adgang til,
og gårdspladsen kommer til at spille en vigtig rolle som mødested
for beboere og brugere af Kahrbygaard.
Kahrbygaard var, inden renoveringen gik i gang, meget forsømt og forfalden, og en del af konstruktionerne så ødelagte, at de ikke kan bevares. Strategien i restaureringen er at bevare og genbruge så meget som muligt - f.eks. bindingsværk og tømmerkonstruktioner. Indvendigt er der dog tale om en fuldstændig ombygning, så boligerne lever op til de gældende krav og beboernes forventninger til moderne komfort.
Udviklingen af Kahrbygaard er ligesom Skjødtgården støttet af Realdania. I alt støtter Realdania projektet med 5 mio. kr., hvilket svarer til ca. 25-30 procent af byggeomkostningerne.
Projekt i Randersegnens Boligforening
Send Aage Nielsen, Randersegnes Boligforening, siger om
projektet:
"Kahrbygaard er den tredje af indtil videre tre bevaringsværdige
gårde, som vi omdanner til boliger og fællesfaciliteter, og det er
vores erfaring, at det gælder om at vælge den rigtige gård på det
rigtige sted. Gården skal være del af et helstøbt landsbymiljø, og
den skal være værd at bevare. Det betyder ikke nødvendigvis, at den
skal være opført i gammelt bindingsværk, for også det
karakteristiske, murede landbrugsbyggeri fra 1850'erne og frem har
byggetekniske kvaliteter, som er værd at bevare."
"Beliggenheden er afgørende for, om man kan tiltrække lejere. Ofte
er det bymennesker, der efterspørger denne type boliger, og
som foretrækker livet i landsbyen og søger fællesskabet -
samtidig med at de gerne vil være tæt på byens tilbud. Derfor er
det vigtigt, at gården ligger på landet, men stadig relativt tæt på
byen og en hovedfærdselsåre, så der er adgang til skoler,
institutioner og indkøbsmuligheder".
Læs mere:
Når landbrugets bygninger skifter erhverv, bog med
fokus på nye muligheder i bevaringsværdige landbrugsbygninger
af Kræn Ole Birkkjær, Per Kruse og Jørn Moesgård,
Landbrugsforlaget, 2008.
www.randersegnen.dk (Randersegnens
Boligforening website)
www.exn.dk (Arkitekten, Exners
Tegnestue)
www.huj.dk (Entreprenøren, Hans Ulrik
Jensen A/S
Læs mere om boligudlejning i historiske gårdbygninger på Styrk din idé.
Læs også guide til forretningsplan for boligudlejning.