Bondegårdsis - Møllevang, Rødkærsbro ved Bjerringbro
Fakta
Beliggenhed: Højbjerg Møllevej 21, Højbjerg, 8840
Rødkærsbro
Byggeår: 1882
Kontakt: Gårdejer Asta Jensen telefon 8665 9286, e-mail mollevang@jensen.mail.dk
Is med succes
Da finanskrisen for alvor brød ud i oktober 2008, valgte Asta
Jensen og Henning Jacobsen at prøve noget nyt på deres gård. De
ville lave et ismejeri. Efter banken kom med på idéen,
startede ejerparret på ombygningen af den ene af udlængerne i
februar 2009. I maj 2009 stod gårdbutikken og ismejeriet klar til
at åbne. Ismejeriet er indrettet i den gamle svinestald, og
gårdbutikken er i den gamle ko- og kalvestald. Her
sælges produkter som øl, vin og kød.
Foruden 105 malkekøer har der siden 2001 også
været bondegårdsferie på stedet. Til ismejeriet hører
også en isvogn, som bliver taget med til lokale arrangementer, hvor
folk kan smage isen. Det giver en god reklame - folk får en
smagsprøve, og isvognen er med til at motivere kunderne
til at besøge gården.
Fra svinestald til mejeri
Gårdbutikken går bedre, end parret havde regnet med. I
begyndelsen tvivlede de på, om kunderne var villige til at betale
mere for gårdens produkter, men tvivlen blev gjort til
skamme. Der er mange gæster til bondegårdsferie, specielt i
sommersæsonen, hvor der er lejet ud i hele perioden. Derudover er
der en del aktiviteter på stedet. Ofte kommer folk og ser på
landbruget og køerne. I samme anledning er der også ofte besøg af
børnehaver. Især lokalbefolkningen besøger gården, og i alt
lægger cirka 800-900 mennesker vejen forbi Møllevang hvert år.
Derudover har gården tidligere været med i arrangementet
Åbent Landbrug.
Asta Jensen understreger, at det er vigtigt at have et godt forhold
til lokalbefolkningen og naboerne, men især vigtigt at have god
kontakt med fødevaremyndighederne og overholde reglerne.
Om gården
Gården er en gammel slægtsgård, som har været i familiens eje siden
1836. Den nuværende gård er flyttet fra byen til den nuværende
placering i 1882 og er en firlænget gård med tilhørende
bygninger. Der er cirka 4000 kvadratmeter stald, mens
stuehuset er på 260 kvadratmeter. Da ismejeriet stod færdigt,
vendte ejerparrets datter, som er uddannet landmand, tilbage til
gården. Under sin uddannelse havde hun beskæftiget sig med
gårdbutikker. En dag skal hun overtage gården, men allerede nu
er hun med i ismejeriet og landbruget.
Læs mere
www.mollevang.nu (Gårdens website)
www.aabentlandbrug.dk (Møllevang har
deltaget i arrangementet Åbent Landbrug)
Læs mere om gårdbutikker i historiske gårdbygninger på Styrk din idé.
Læs også guide til forretningsplan for gårdbutik.