Fra kvægstald til koncertsal - Vildmosekoncerter i Dokkedal
Fakta
Beliggenhed: Kystvej 224, Dokkedal, 9280 Storvorde
Byggeår: 1951, statshusmandsbrug
Kontakt: Bodil Bach og Gert Hassing Nielsen, telefon: 9831 0650,
e-mail: gerthas-sing@yahoo.dk
Midt i den fredede, naturskønne Lille Vildmose ligger Bodil Bach og Gert Hassing Nielsens statshusmandsbrug fra 1951. Nu er gårdens kvægstald omdannet til koncertsal for klassisk musik, viser og kammermusik, og parret afholder seks koncerter hver sommer. Koncertsalen har stået færdig siden 2008 og tiltrækker årligt 5-600 mennesker.
Fremragende lyd i stalden
"Det er vigtigt, at der er nogen, der kan se lyset i
projektet. I starten syntes alle, at vi var mere eller mindre
skøre," siger Bodil Bach, om dengang parret besluttede at omdanne
gårdens tomme kvægstald til privat koncertsal. Men da en konsulent
fra Statens Kunstråd lagde vejen forbi og målte akustikken i den
funktionstømte bygning, lød der andre toner.
Den gamle stald viste sig at have fremragende lyd, og
konsulenten var begejstret. Nu turde Bodil Bach og Gert Hassing
Nielsen satse deres sparepenge og optage lån i banken, og med
støtte fra Statens Kunstråd blev den tomme stald bygget om. I dag
er der plads til 100 koncertgængere, der ifølge anmelderne
"mageligt" kan nyde musikken i de intime rammer.
Oprindeligt loft er bevaret
Ombygningen blev foretaget med hjælp fra tre arkitekter,
og parret har selv udført meget af det praktiske arbejde.
Bjælkeloftet er bevaret, for det er det, der giver god akustik, og
også de hvidkalkede vægge står som oprindeligt. Til gengæld har
bygningen fået et nyt gulv i beton, og der er blevet isoleret og
indlagt varme, så rummet kan holdes frostfrit om vinteren. Borde og
stole er genbrug fra den nedlagte TV-By i Gladsaxe.
"Den største udfordring var at imødekomme krav fra brandmyndighederne, indhente tilladelser til parkering og sørge for handicapadgang. Heldigvis havde vi et godt samarbejde med den tidligere Sejlflod Kommune, som var meget hjælpsomme og ønskede os held og lykke med projektet", siger Bodil Bach.
Parret har også indrettet værelser til de tilrejsende kunstnere.
Værelserne udlejes til bed&breakfast, når der ikke er
koncert.
Lille overskud på drift
Økonomisk giver projektet i dag et lille overskud. Det kan lade sig
gøre, fordi Bodil Bach og Gert Hassing Nielsen laver det meste
arbejde selv og på grund af mange frivillige hænder i
nærområdet.
Bodil Bach er pensioneret, og har derfor god tid til arbejdet med koncerterne, der ikke behøver at generere en fuld løn. Samtidig yder flere fonde tilskud til husleje, lys og vand. I 2010 modtog parret i alt 134.000 kr. i fondstilskud, hvoraf 25.000 kr. kom fra Statens Kunstråd. Til gengæld har det ikke været muligt at indhente økonomisk tilskud til anlægsforbedringer, og det betyder, at parret af egen lomme skal finansiere bygningens vedligeholdelse.
Totaloplevelse i Nordjylland
Initiativet Dokkedal har sat liv i lokalsamfundet. Købmanden sælger
vin til gården, og et lokalt trykkeri hjælper med at producere
plakater. Også naboerne bakker op:
"Vi har kun fået positiv respons fra naboerne, og mange frivillige hjælper til, for eksempel med at sælge billetter og hænge plakater op," forklarer Bodil Bach.
Koncerterne tiltrækker ikke blot lokale publikummer, men også mange tilrejsende, som kommer langvejs fra for at opleve dejlig musik i den vellykkede akustik og nyde naturomgivelserne; gården ligger midt i Lille Vildmose med udsigt over Kattegat og tæt på egen strand.
I samarbejde med Hedeselskabet har parret desuden plantet jorderne til, og anlagt alleer, hvor man kan vandre ud inden koncerterne og nyde sin medbragte mad eller plukke snapseurter til vinteren. Bodil Bach: "Tanken var at skabe en totaloplevelse og forbinde natur med kultur. Det synes vi er lykkedes."
Læs mere:
Læs mere om koncertsalen her
Læs mere om Statens Kunstråd her
Læs mere om kultur og oplevelser i historiske gårdbygninger her
Læs guide til forretningsplan for kultur og oplevelser
her