Herberg ved Hærvejen - Nørrelide ved Jelling
Fakta
Beliggenhed: Nørrelide 10, 7300 Jelling.
Byggeår: Det oprindelige stuehus og lade er fra omkring 1840 og de
to længer er fra 1887.
Kontakt: Gårdejere Anne Steffensen og Henrik Ottosen, telefon 7587
0908.
Fra gæstebolig til herberg
Da Anne og Henrik flyttede til Nørrelide på Jelling-egnen
i 2001, var det ikke med store planer om at genbruge gården.
Alligevel er der sket meget siden da, til trods for at begge voksne
sideløbende har passet fuldtidsarbejde som underviser og
institutionsleder. Først kom ferielejligheden i den ene af gårdens
længer, som Anne og Henrik byggede til familie, venner og siden
turister. Senere - i 2006 - opstod muligheden for at
indrette herberg i længerne, som del af projektet 'Herberger
langs Hærvejen'. Herberget på Nørrelide har plads til 40
overnattende gæster og er fortrinsvist indrettet i den ene af
gårdens længer. Renoveringen er gennemført uden isolering og
opvarmning med henblik på brug fra juni til august.
Indretning af herberg
Idéen med herbergerne ved Hærvejen er, at de henvender sig
til vandrende rejsende, som søger ro og fordybelse. Udtrykket i
Nørrelides herberg er derfor simpelt med køjesenge i de rå rum og
adgang til toiletter og bade samt fælleskøkken. Enkelheden betyder
også, at omkostningerne til indretning har kunnet holdes nede på
3-5.000 kr. pr. kvadratmeter. Anne og Henrik har selv spillet en
stor rolle i renoveringen, men også familie og svigerfar, der er
gammel bygningsingeniør, har hjulpet med både byggeproces og
udbudsmaterialer.
Selvom herberget ikke er nogen guldrandet forretning endnu, går
det fremad hver sæson, og det nye liv i de gamle længer har skabt
både stolthed og nye muligheder på Nørrelide. I sommeren 2009
blev det til ca. 350 overnatninger.
For Anne og Henrik har det været afgørende, at forandringerne
på gården kunne skabes, uden at hus og hjem skulle sættes
på spil:
"Projektet skal kunne passe ind i et normalt arbejdsliv. Man skal
kunne gå ind i det uforpligtende og modne tingene gradvist
- og man skal kunne hygge sig samtidig. Ellers bliver det for
hårdt og tærende. Samtidig skal man være indstillet på, at
forandringer kræver hårdt arbejde og stiller krav til, at man kan
en hel del selv".
Om 'Herberger langs Hærvejen'
Visionen bag "Herberger langs Hærvejen" er at skabe en
dansk pilgrimsrute med overnatningsmuligheder, og udgangspunktet
er den gamle jyske hærvej, der strækker sig fra Viborg
til grænsen i Sønderjylland. Inspirationen er hentet fra 'Caminoen'
i Spanien, og foreningen bag initiavet 'Foreningen Herberger langs
Hærvejen' har nu foranlediget 14 herberger på ruten med økonomisk
støtte fra Realdania, EU-midler, Skov- og Naturstyrelsen,
Friluftsrådet samt involverede kommuner og amter.
Læs mere
http://www.haervej.dk/
Læs mere om overnatning i historiske gårdbygninger på Styrk din idé.
Læs også guide til forretningsplan for overnatning.