Mølleri og café i tidligere stald - Bjeragerhougaard ved Odder
Fakta
Beliggenhed: Bjeragervej 35, 8300 Odder
Byggeår: 1867 (mølleri-længen) og 1876 (stuehus)
Kontakt: Gårdejer Bodil Møller, telefon 2178 2760, e-mail info@frumollersmolleri.dk
Fra jord til bord
På Bjeragerhougaard ved Odder har ægteparret Bodil og Kim Møller
skabt nyt liv og en ny forretning i en tidligere staldlænge. Gården
drives stadig som almindeligt landbrug, men som supplement til den
traditionelle drift er der i den tidligere stald indrettet mølleri,
bageri, cafe og butik. Ombygningen har været både dyr og
tidskrævende, men "Fru Møllers mølleri" fremstår i dag som en
bæredygtig, overskudsgivende virksomhed med tre ansatte.
Kernen i forretningen er, at kunderne kan se, føle og smage, hvordan fødevarer bliver til. Det er en ægte "fra jord til bord"-fortælling, der fortælles på Bjeragerhougaard. Det er derfor vigtigt for værtsparret, at mølleri, café og butik har til huse i en historisk bygning, som i processen er blevet nænsomt renoveret. De besøgende får ikke kun et produkt med hjem, men også en oplevelse. De bruger lidt tid i de gamle bygninger og ser, hvordan tingene foregår.
Sted og produkt hænger sammen
Bodil Møller udtrykker det selv på denne måde:
»Stedet og produktet er en symbiose. Det betyder noget for forretningen, at man kan mærke historiens vingesus på gården, og at vi ved noget om den. Det betyder meget, at JEG står i butikken og snakker med kunderne - de synes, de kender mig, og at det er min families gård.«
»Det er skønt at snakke med folk, som spiser det, man laver. Andelsbevægelsen har betydet, at man ikke længere snakker direkte med forbrugeren. Det har vi genvundet hos os. Vi laver det, kunderne efterspørger, og vi vil gerne selv høre, hvad folk siger om vores produkter.«
Ud over mel af ølandshvede, durum, rug og spelt, som males på mølleriets egen langsomtgående kværn, tilbyder butikken i samarbejde med andre, lokale producenter varer som brød, kager, lammekød, pølser og syltetøj. Herudover kan man deltage i bagekurser på gården, lige som der også tilbydes cateringløsninger.
Fra nedlagt stald til moderne
fødevarevirksomhed
Ombygningen fra stald til fødevarevirksomhed har været både dyr og
til tider besværlig. Når det alligevel er lykkedes at skabe en
rentabel forretning, som opfylder alle de mange krav, der stilles
til en moderne fødevarevirksomhed, skyldes det lige dele hårdt
arbejde og gode samarbejdspartnere. Krav fra fødevaremyndigheder,
bygningsmyndigheder og Realdania, som har støttet projektet, er
tænkt ind fra starten, og gennem hele projektet har også
Fødevareregionen været en helt nødvendig medspiller.
Udviklingen og istandsættelsen af bygningen er finansieret med støtte fra Realdania samt midler fra EU's landdistriktsprogram. Ejerparret brugte Dansk Landbrugsrådgivning Landscentret som rådgivere til at søge EU-midler.
Læs mere
Når Landbrugets Bygninger Skifter Erhverv: Bog med fokus
på nye muligheder i bevaringsværdige landbrugsbygninger af
Kræn Ole Birkkjær, Per Kruse og Jørn Moesgård, Landbrugsforlaget,
2008.
www.frumollersmolleri.dk (Gårdens
website)
www.landscentret.dk (Dansk Landbrugsrådgivning
Landscentret)
www.realdania.dk (Realdania har støttet
projektet)
www.landdistriktsprogram.dk (Omtale af
Landdistriktsprogrammet)
Læs mere om gårdbutikker og restaurant og café i historiske gårdbygninger på Styrk din idé.
Læs også guides til forretningsplaner for gårdbutik og restaurant og café.