Pileproduktion en succes - Villerup Hovedgård ved Hjørring
Fakta
Beliggenhed: Villerupvej 78, 9800 Hjørring
Byggeår: 1802
Gårdejer: Vibe Gro og Johannes Falk, telefon 98 96 20 71, e-mail info@pilebyg.dk
Dyrkning og forarbejdning af pil
I dag fungerer Villerup Hovedgård som ramme for virksomheden
PileByg a/s. Gårdens omkringliggende jord er opdyrket med pil af
forskellige sorter, og PileByg a/s designer, producerer og monterer
læhegn og støjskærme af pil til ind- og udland. En idé, der med
tiden er blevet en stor succes.
Fra avlsbygning til lager
De tidligere stalde og lader fungerer nu som
produktionsbygninger for virksomheden. Respekten for de
arkitektoniske detaljer gælder også i omdannelsen af
avlsbygningerne til lager og effektive produktionsarealer. Den
gamle svinestald måtte rives ned, men er blevet
genopbygget med samme karakter og proportioner som den gamle.
På den måde har gården bevaret sit udtryk. Det var gårdens
arkitektoniske anlæg, beliggenheden og dens jord, som var særlig
god til pileopdyrkning, der var afgørende for købet af
Villerup.
Vibe Gro og Johannes Falk købte gården i 1995. Gården var temmelig forfalden og fremstod flere steder som en ruin. Flere rådgivere foreslog, at gården blev revet ned, da bygningerne i nogle år havde stået tomme, og jorden havde været forpagtet ud i 10 år.
Rådgivning om nedrivning
Vendsyssels Historiske Museum var en god hjælp for Vibe
Gro og Johannes Falk. Museet hjalp parret med at få skabt kontakt
til Afdelingen for restaurering, by- og bygningspleje på
Arkitektskolen i Århus.
"Vi havde en specialestuderende fra Århus Arkitektskole, som kortlagde hele gården og dens historie. Dette samarbejde var med til at præcisere for os, hvilke aspekter af gården, der var bevaringsværdige," fortæller Vibe Gro. Med eksperters vurdering blev det dog også tydeligt, at bygningsanlægget mange steder var i så dårlig stand, at nedrivning enkelte steder var en nødvendighed.
Processen har lært Vibe Gro og Johannes Falk, at egne ideer
bedst færdigudvikles i samarbejde med andre. I deres tilfælde var
samarbejdet med både eksterne rådgivere og
en professionel industrikoncern afgørende.
"Man kan ikke redde en forretning ved at købe et sted som
Villerupgård, og så håbe på, at den klarer sig bedre pga. de
nye rammer. Det kræver et stærkt forretningskoncept og masser af
arbejde," forklarer Vibe Gro om gårdens betydning for udviklingen
af virksomheden PileByg a/s.
Gammel ramme for ny virksomhed
Hovedbygningens midterste hus står i dag tilbage i den
form, det oprindeligt blev bygget i, og renoveringen er sket med
respekt for arkitekturen. Hovedbygningen fungerer i dag som
bolig.
"Det, vi har kunnet bevare, er vi meget glade for i dag. Skalmuren er den oprindelige bygning. Indvendigt har vi bevaret det klassiske en suite forløb", fortæller Vibe Gro.
Renoveringen af gården er privat finansieret med overskuddet fra virksomheden. Det har været afgørende for parret ikke at kaste sig ud i renoveringsprojekter, før der var ressourcer til det.
Om selve projektet siger Vibe Gro:
"Det har været sjovt og spændende, men også hårdt. Bevaringsværdige bygninger udgør fantastiske rammer for en virksomhed, hvis virksomhedskonceptet i sig selv er bæredygtigt."
Om gården
Villerup Hovedgårds historie kan føres helt tilbage til
1130'erne, og gården har voldanlæg og vandgrav, der blev
anlagt efter 1536.
Læs mere
"Når landbrugets bygninger skifter erhverv - inspiration
til nye muligheder i bevaringsværdige landbrugsbygninger," af Kræn
Ole Birkkjær, Per Kruse, Jørn Moesgård, Realdania 2008
Læs mere om erhvervsudlejning i historiske gårdbygninger på Styrk din idé.
Læs også guide til forretningsplan for erhvervsudlejning.