Tilbage til oversigten

Tre familier på en gård - Thygesminde ved Ebeltoft

Fakta

Beliggenhed: Gravlev bygade 1, 8600 Ebeltoft
Byggeår: Omkring 1890
Kontaktperson/ telefon: Niels Peitersen 86336626

Tre boliger og værksteder
Thygesminde fungerer i dag som en gård med tre boligenheder, og der er indrettet værksteder med keramik, silketryk og træværksted i udlængerne. En af de væsentligste grunde til, at de tre familier købte Thygesminde, var potentialerne i de funktionstømte avls- og driftsbygninger. De rummer i dag kunstneratelier, grafisk værksted mm., og i det store stuehus var der plads til flere separate boliger.

"Vi byggede længerne om, så de bedre kunne bruges til vores interesser," fortæller Niels Peitersen, der i dag arbejder som litograf og tømrer. Den gamle svinestald bliver nu brugt til værksted og rum for kurser i malerteknikker.

Rådgivning og ombygning
Til genopbygningen fik Thygesminde hjælp af en arkitekt, som var med til at tegne planerne for gårdens ombygning. Der var på gården enighed om, at ydersiden af længerne skulle have det oprindelige udtryk. Ind mod gårdspladsen er der nu skåret huller i facaden, stort set i samme takt og størrelse som de oprindelige døre. Denne nytolkning af de gamle staldfacader giver god visuel forbindelse mellem det grafiske værksted og gårdspladsen, og ikke mindst giver den et godt lysindfald.

Niels Peitersen er en af Thygesmindes ejere, og han har indrettet sit grafiske værksted i den gamle kostald.

"Arkitekten foreslog, at vi kunne bruge stålspær, så vi kunne undgå at være afhængige af skillerum. Det gjorde, at der kunne skabes store rum, som bedre kunne anvendes til det, vi gerne ville," siger Niels Peitersen.
"Det har været en stor hjælp, at vi alle sammen er håndværkere. Samtidig betyder det meget, at vi alle sammen vil noget for fællesskabet og de fælles projekter," forklarer Niels Peitersen.

Det oprindelige udtryk
Niels Peitersen synes, det vigtigste i en proces som denne er at bevare det oprindelige udtryk. 

"Thygesminde er en bygning i landskabet - en gård, der nu har fået en anden funktion. Det er rigtig vigtigt for os at bevare landmiljøet og respektere de tanker, der har været gjort om ejendommen. Og ved at genanvende bygningerne til nye funktioner bevarer vi det oprindelige indtryk af stedet," forklarer Niels Peitersen.
Købet og restaureringen af gården er privat finansieret med midler fra tidligere projekter og salget af jorden omkring Thygesminde.

Om gården
Gården er en firelænget gård med et klassisk muret stuehus, to staldlænger samt en lade og dertil et fritliggende maskinhus. De tre familier havde alle interesse i og var aktive inden for kreative og kunstneriske områder. En del af driftsbygningerne brændte i januar 2000, men blev genopbygget i samme anlægsorden og bygningsformer som de oprindelige bygninger. Denne ulykke tvang familierne til at tænke i nye baner, og for forsikringssummen blev det nu muligt at bygge værksteder i de gamle stalde.

Læs mere
http://www.lr.dk/bygningerogmaskiner/informationsserier/info-byggeriogteknik-gratis/0071_kob.htm (Nyt liv i landdistrikternes ledige bygninger)

www.saxum-litho.dk (Niels Peitersens hjemmeside)

Læs mere om bolig- og erhvervsudlejning i historiske gårdbygninger på Styrk din idé.

Læs også guides til forretningsplan for boligudlejning og erhvervsudlejning.

 
 

Klik på pilene på kortet og læs om de forskellige eksempler. Du kan også søge på bestemte regioner, ny anvendelsesform eller fritekst nedenfor.

Fritekstsøgning  

Brug af bygninger

 

Beliggenhed