Gårde 1800-1850

Landboreformerne fra midten af 1700-tallet og ca. hundrede år frem betød, at man 'skiftede' jorden. Oprindeligt lå den enkelte gårds jord spredt i små lodder, og med udskiftningen blev de samlet i større enheder. Det skabte helt nye betingelser for landbruget, og det skabte og nye gårde. Periodens ideal var den firlængede gård, som vi også stadig kender den, og man byggede overvejende i bindingsværk.

Der var et stærkt egnspræg i byggeriet, bl.a. fordi man ikke bevægede sig særlig meget rundt mellem landsdelene. Bygninger fra perioden rummer store lokale, historiske og æstetiske værdier, som ved genanvendelse kan skabe en unik ramme om nye funktioner på gården.

Landboreformerne
Landboreformerne fra midten af 1700-tallet betød meget store ændringer i det danske landbrugssystem. Før reformerne blev jorden i vid udstrækning dyrket som driftsfællesskaber med udgangspunkt i landsbyerne eller ved bøndernes hoveriarbejde, det vil sige tvunget arbejde, på hovedgårdenes jord.

Økonomiske konjunkturer i 1800-tallet
Rent økonomisk gav specielt årene omkring 1800 gode muligheder for landbruget, og der blev i disse år opført mange nye gårde i landsbyerne. Statsbankerotten i 1813 og afståelsen af Norge i 1814 prægede økonomien negativt, og også byggeaktiviteten på landet faldt. Først fra omkring 1830 oplevede man igen en fremgang for landbruget. En stor korneksport frem til ca. 1875 bidrog til udviklingen, og specielt 1850'erne var en periode med stor økonomisk aktivitet. Midten af 1800-tallet kaldes også 'kornsalgsperioden' på grund af den store eksport af korn til bl.a. England.

Udviklingen betød, at gårdene fik både flere og større bygninger i takt med de stigende opbevaringsbehov. Især i Østdanmark opførte man flere bindingsværksfag, og tidligere vinkel- og parallelgårde blev udvidet til tre- og firlængede gårde.

Egnspræg
Perioden er præget af ret stor variation i byggeskik mellem landsdelene. Man kan derfor stadig se en række lokale træk i både bevarede bindingsværkshuse og murede huse. Senere i historien forsvinder de lokale variationer mere og mere.

Kend din gård
Der er store lokale variationer i byggeriet, og gårdene er ofte uregelmæssige. I begyndelsen af perioden kunne det være bønderne selv, der byggede, evt. hjulpet af navere og håndværkskyndige naboer - i en form for arbejdsdeling mellem de lokale. Først senere i perioden bliver det almindeligt med specialiserede håndværkere i mere moderne forstand.

Den firlængede gård
Begrebet 'den firlængede gård med sammenbyggede længer' stammer fra tiden omkring 1800. På de eksisterende gårde sammenbyggede man længerne ved hjørnerne. Det blev både et ideal i perioden og var den eneste udvidelsesmulighed. Før disse sammenbygninger lå bygningerne frit, og længer blev derfor forlænget og bygget sammen. Herved skabte man gårdspladser med mere indadvendte gårdrum end tidligere.

Bindingsværk
Frem til 1840'erne var næsten alt byggeri på landet i Danmark bindingsværk. Det havde været den mest almindelige byggemåde fra senmiddelalderen, og i Østdanmark dominerede det helt frem til 1870-80. Bindingsværk er smidigt og fleksibelt, og man kan nemt tilføje ekstra rum til sit hus. Det er i princippet en form for tidligt modulbyggeri.

Et bindingsværkshus har et bærende tømmerskelet af træ, savet eller hugget af ege- eller fyrretræ. De lodrette stolper står direkte på et såkaldt syldstensfundament eller er tappet ned i en fodrem. Et syldstensfundament består af rå eller tilhuggede marksten eller evt. granit. Fodremme var ofte i eg, da det giver den største holdbarhed, men fodremme i lærk sås også. På tværs af huset, mellem stue og loft, ligger bindbjælkerne. Skelettet bærer husets tag og holder sammen på husets vægge.

I egne med gode skove var skelettets stolper og bjælker gerne af en god og kraftig kvalitet - og man brugte meget tømmer til husene. I træfattige egne som fx Vestjylland og Sjælland var bindingsværket ofte spinkelt og kroget. Man benyttede det træ, man nu havde til rådighed, og der var stor afstand mellem stolpefagene.

Lerklining i bindingsværk
Oprindeligt havde man haft lerklining i skelettets åbne vægfelter, og metoden blev brugt langt op i 1800-tallet. Man lavede et fletværk af mindre træstolper og kviste og klaskede vådt ler på fletværket og lod det tørre. Tavlene blev herefter glattet og til sidst kalket.

Udmuring af bindingsværk
I løbet af 1800-tallets første årtier blev det almindeligt at fylde tavlene med lersten i stedet for fletværk. Lerstenene kunne være af soltørret ler eller solide, brændte mursten. Stenene var mere holdbare end lertavlene, som nemt fik vandskader.

Brugen af brændte lersten blev løbende mere hyppig, og udmuring af bindingsværk blev tit gjort lidt efter lidt, fx i forbindelse med andre reparationer eller udvidelser på gården.

Overfladebehandling af bindingsværk
Behandlingen af overfladerne har varieret meget mellem landsdelene. På Sjælland, Lolland og Falster kalkede man ofte 'over stok og sten', dvs. hele væggen, hvor både stolper og tavl blev kalket hvide. I Østjylland og på Fyn gav man ofte stolperne en farve, fx rød eller sort, mens tavlene fik en anden farve, fx hvid eller gul.

Tage
Bindingsværkshusets tagkonstruktioner er udført i træ, dvs. tømmer og rafter, og har såkaldte hanebåndsspærfag. Husene var oprindeligt tækket med tagrør eller langhalm. I dag bruges kun tagrør, og da levetiden for et stråtag kun er 40-50 år, findes der ingen bevarede, originale tagdækninger fra perioden. Stråtagene var i begyndelsen af perioden syet med vidjer på rafter og kviste. Senere bandt eller naglede man strået på flækkede granrafter. I dag benyttes primært søm og skruer til fastgørelse af stråbundterne.

Muret byggeri
I Sønderjylland begyndte man allerede fra 1700-tallet at bygge i grundmure af tegl. Inspirationen kom fra sydfra og spredte sig op i Slesvig og Sønderjylland gennem 1700-tallet og nåede i begyndelsen af 1800-tallet op langs vestkysten til Limfjorden.

Der var store regionale forskelle på de nye, grundmurede bygninger.  I det vestjyske grundmursbyggeri var der mange fine detaljer inspireret af byhuse, og en del stuehuse fik hovedfacader, der vendte mod haven og ikke mod gården.

Mellem 1830 og 1860 kom det meget fine grundmursbyggeri på Assens-egnen (Baag Herred), mens man andre steder i landet byggede i bindingsværk helt frem til omkring 1900.

Kampestensbyggeri og murværk af andre natursten
Landbrugsbygninger i naturstensmurværk er usædvanlige i perioden, men de findes. Mest som udlænger på bøndergårde fra slutningen af perioden, og de blev først rigtigt almindelige i 1880'erne.

Der er store egnsforskelle inden for brugen af natursten. Nogle forskelle følger af, hvilke sten man havde til rådighed, fx kridt, myremalm, kamp af granit. En anden væsentlig forskel er, at man i Jylland tilrettede stenene og murede i skifter, mens man på øerne brugte stenene, som de var og lavede murene som en slags stabling af de rå sten.

De er som regel opført som enkle og 'fattigere' byggerier, fx som husmandssteder, og på steder, hvor der ikke var så nem adgang til tømmer og ler. Mursten var dyre, og brug af sten fra marken, undergrunden eller stranden var en billig løsning, der dog krævede meget arbejdskraft.

Naturstensbygningerne er solide og modstandsdygtige over for vejrlig, men de er også kolde og har ofte problemer med fugerne og med stabiliteten i murværket. De er heller ikke så fleksible og funktionelle, hvis man fx vil ændre på vindues- og døråbninger.