Gårde 1850-1900

Den murede, firlængede gård er den helt dominerende gårdtype i denne periode. Landbruget blev mere effektivt, indtjeningen steg, og gårdene blev større. De murede bygninger dominerede, men der blev dog også stadig opført gårde i bindingsværk. Efter landboreformerne i slutningen af 1700-tallet begyndte godsejerne at sælge jord til de tidligere fæstebønder.

Danmark fik dermed mange nye, selvstændige bønder, og der kom et behov for nye gårdbygninger. Herudover betød nye dyrkningsmetoder, nye redskaber og større enheder, at landbruget blev mere effektivt. Gårdene blev dermed større, og den firlængede, murede gård var typisk for perioden.

Ny teknologi og øget effektivitet
Til de nye metoder hørte dræning, mergling med kalkrig mergeljord og brug af kunstgødning. Også nye redskaber og maskiner havde stor betydning - fx svingplove, svenskharver og tærskemaskiner og op mod 1900-tallet også mejemaskiner, selvbindere og såmaskiner.

Også etableringen af andelsmejerier og sukkerfabrikker blev afgørende, lige som de nye jernbaner betød, at man lettere kunne transportere gødning, foder, dyr og afgrøder.

Nye netværk og ny viden
De selvstændige landbrugere udvekslede erfaringer og fik ny viden i de nye landboforeninger, ved landmandsforsamlinger og på dyrskuer og højskoler. Landbohøjskolen i København blev oprettet i 1858, og med den blev dansk landbrug for første gang en profession med uddannelse og forskning.

Kend din gård
I hele perioden fra 1850 til 1900 var idealet en firlænget gård omkring en gårdsplads, typisk med tre sammenbyggede avlslænger og et fritliggende stuehus. Man så dog også gårde med to eller tre længer, og mange gårde blev suppleret med bygninger på ydersiden af længerne. Alle bygninger blev opført som længehuse i én etage med almindeligt sadeltag.

Noget nyt i periode var de såkaldte hestegangsbygninger i forbindelse med laderne. De blev bygget som selvstændige bygninger - eller som sideudbygninger på laderne - og blev brugt til tærskning af den øgede mængde korn.

Både bindingsværk og tegl
Brug af bindingsværk begrænsede bygningernes størrelse, men efterhånden som tegl blev mere almindeligt, blev det muligt at bygge friere og større. De murede bygninger kom derfor til at dominere tiden efter 1850, men overgangen fra bindingsværk var lang, og frem til 1900 blev der både bygget gårde i bindingsværk og i tegl. Især stuehusene blev dog opført i mursten.

I de dele af landet, som var rige på kampesten, blev der opført en del udlænger, især lader, i kampestensmurværk. Desuden opførte man udlænger med naturstensmurværk af andre lokale stentyper som sandsten på Bornholm og kridtsten på Stevns og i Thy.

Bindingsværksbygningerne havde typisk:

• Stråtag med ca. 45 graders hældning, eventuelt røde vingetegl
• Synlige spærfødder langs tagskæg
• Overgavle var beklædt med brædder, halmtækkede eller af bindingsværk med tavl.
• Bindingsværkstømmer i eg eller fyrretræ, tjæret, malet eller overkalket
• Murede tavl i håndstrøget, brændt tegl eller ubrændte lersten og kalkmørtelfuge. Man brugte også stadig lersten eller stejler med lerklining. Murede tavl var blanke eller overkalkede, afhængigt af hvor i landet man var.
• Vinduer af træ med smalle, profilerede sprosser samt porte og døre med fyldninger eller af revler og brædder
• Oliemalet træværk, herunder vinduer, porte og døre (overgavle eventuelt tjærede)
• Sokler og fundamenter af granitsten - marksten eller tilhugne, eventuelt tjærede.

De murede gårdbygningers facade- og tagtyper:

• Røde vingetegl på tage med ca. 45 graders hældning, eventuelt strå
• Tagkonstruktion af træspærfag
• Murede gesimser langs tag, eventuelt med tandsnit
• Murværk i håndstrøget tegl og kalkmørtelfuge, overkalket eller blankt afhængigt af egnsskikke, eventuelt mønstermurværk i enkelte skifter og stik.
• Eventuelt murede eller trukne, fremstående indfatninger omkring døre og vinduer, gerne med svagt buet overkant
• Vinduer af træ med smalle, profilerede sprosser samt porte og døre med fyldninger eller af revler
• Oliemalet træværk, herunder vinduer, porte og døre
• Sokler og fundamenter af granitsten - marksten eller tilhugne, eller murede af teglsten
• Etageadskillelser i træbjælkelag

Historicisme fra 1870: nye detaljer og nye materialer
Fra 1870 og frem til omkring 1910 blev gårdbyggeriet påvirket af den såkaldte historicistiske byggeskik. Der var i denne periode en ny interesse for arkitekturhistorie. Man forholdt sig mere aktivt til tidligere tiders stilretninger og 'lånte' ret frit detaljer og elementer. Ofte blandede man forskellige tiders udtryk sammen i helt nye sammenhænge, derfor navnet 'historicisme'.

De mange lån og kopier af tidligere stilarter blev bl.a. mulige, fordi en række nye materialer blev almindelige. Støbejern, maskinsten (tegl), beton, cement og andre støbte materialer gjorde det muligt at vælge fra en bred vifte af elementer, som man ikke havde kunnet tidligere. De 'kopierede' indslag var som regel pynt, der ikke havde nogen funktionelle begrundelser.

Til de nye bygningsdele og materialer hører:

• Skifertage med lavere taghældning
• Tagkonstruktion af træspærfag
• Synligt og eventuelt udskåret træværk langs tagfødder og gavle - 'schweizerstil'
• Ydermure i hulmur, først i stuehuse, derefter også i stalde
• Cementpuds
• Dæk i jernarmeret beton
• Betonstøbte bygningsdele i øvrigt, fx udvendige trapper, sokler og fundamenter
• Støbejernsvinduer
• Støbte dekorationselementer på facaderne