Stuehuse

Fra historicistisk hjemstavnstil til Bedre Byggeskik. Tidens idealer om enkelhed og symmetri begyndte at forandre stuehusene, som nu blev anlagt helt adskilt fra avlsbygningerne. Elektrisk lys, indlagt vand og wc gjorde gradvist landbofamiliens hverdag mere behagelig, og man begyndte at eksperimentere med isolering. Ofte var de nye stuehuse ganske store, velbyggede boliger, og de egner sig derfor godt til genanvendelse.

Stuehusene på gårdene fra 1900-1950 er ofte ganske store boliger, som egner sig godt til nye funktioner. Ofte er der tale om større, velbyggede huse, som fra starten har plads til føringer af el, centralvarme og vand. Stuehusene kan fx anvendes til boliger, kontorer eller turisme.

Vær opmærksom på husets oprindelige karakter og proportioner
Skal et stuehus genanvendes, er det vigtigt at bevare så meget som muligt af bygningens oprindelige karakter og materialekvalitet. Desuden bør man tage vare på rummenes proportioner - det vil sige forholdet mellem bredde, længde og højde - som blev nøje overvejet fra starten. Proportionerne er vigtige, fordi de har betydning for, om rummene opfattes som harmoniske. Når rum lægges sammen, kan de nye rum ofte komme til at virke for lange eller irregulære. Særligt vinkelstuer er i direkte modstrid med Bedre Byggeskiks principper om retvinklede, rektangulære og velproportionerede rum.

Hent inspiration i de oprindelige tegninger
Skal man istandsætte en gårdbygning, der er udført og projekteret med udgangspunkt i Bedre Byggeskik, bør man søge viden i de oprindelige tegninger og beskrivelser og bevare så meget som muligt af bygningens oprindelige karakter. Tegningerne er ofte tilgængelige i de eksisterende arkiver. Detaljerne er meget væsentlige, fordi Bedre Byggeskik stod for fint formede og bearbejdede bygningsdele - lige fra bygningens hovedform til formatet på vinduesglasset og profilet på sprosserne - og man bør følge det oprindelige grundlag ganske nøje.

Muligheder for udvidelse
Er loftsetagen uudnyttet, er der et meget godt grundlag for udvidelse. Det er væsentligt, at der er udseendemæssig forskel på stuehus og udlænger, også hvis man benytter dem til beboelse. Derfor bør man ikke forsøge at gøre udlængernes facader magen til stuehusets. Skal stuehuset bevare sit udtryk, skal det se ud som et sluttet, symmetrisk hele uden knopskydninger.

Energiforbedring
I tagetagen er der gode muligheder for at efterisolere tag, skråvægge og skunke. Vinduerne kan bevares og forbedres med energiglas i forsatsrammer, så de lever op til nutidens standarder. Etablering af omfangsdræn og isolering mod terræn anbefales også.

Genanvendelse af stuehusene med ændrede funktioner vil være underlagt en række love og regler. Læs mere her.

Kend din gård
I begyndelsen af perioden så man træk fra historicistiske villaer i 'hjemstavnsstil', fx med udhæng ved gavle, frontkviste, forskellige vinduesformater og synligt træværk langs tage og i facaderne. Stuehusene var ofte længehuse i én etage, men i periodens første årti byggede man også enkelte, villalignende stuehuse med mere kompakte huskroppe, eventuelt sat sammen i vinkel. Tagene kunne have en lavere taghældning eller 45 graders sadeltag.

Fra tiden lige før 1. verdenskrig begyndte Bedre Byggeskik-bevægelsens arkitekturidealer at dominere stuehusene arkitektur. Nu blev facaderne rolige, afdæmpede og symmetriske, som foreskrevet af Bedre Byggeskiks arkitekter.

Præsentable og komfortable stuehuse
Stuehusene var stærkt symmetriske, typisk på 7-14 vindues/dørfag og en længde på 15-30 meter. På de store gårde så man endda endnu længere stuehuse. Husene fik én etage og facader med ensartede vinduer. Det blev udbredt på de store stuehuse - også i Bedre Byggeskik perioden - at fremhæve husets midte eller indgangspartier med en fremskudt midtrisalit, frontkvist eller blot et refendmuret parti. Tagene fik 45 graders tagflader med halvvalmede gavle og to symmetrisk placerede skorstenspiber. Tagfladerne var som regel ubrudte, men man så også enkelte små kviste - selvfølgelig mindst to - som blev symmetrisk placeret.

Nu blev der både plads til gårdens personale og en mere præsentabel og komfortabel bolig for gårdejerfamilien. Indenfor blev man mødt af regulære, retvinklede rum og generelt veludnyttede planløsninger. Indretningen var forskellig alt efter gårdens størrelse, men på en større gård så man gerne to forstuer - én til folk og køkken og én fin indgang. Boligen var i den ene ende med to-tre stuer, kontor og et-to værelser.

Man arbejdede i husets anden ende, hvor der både var køkken, spisekammer, bryggers, pigekamre og folkestue. Loftsetagen blev i stigende grad udnyttet til værelser til gårdens elever og mandskab. Mælkekælderen var væk, for det arbejde blev klaret af andelsmejeriet. I den nu højere kælder havde man i stedet vaskehus, brændsel, viktualier eller bageovn. I løbet af perioden blev også badeværelse og vandkloset introduceret i stuehuset.

Velbyggede huse
Gårdenes stuehuse var velbyggede. Fra omkring år 1900 til 1935 blev de fleste bygget med facader af tegl i hulmurskonstruktion. Hulmurene bestod af for- og bagmur, som var adskilt af et luftmellemrum, der både gav varmeisolering og forhindrede regn og fugt i at trænge ind til bagmuren.

Man så både blanke facademure og pudsede, hvid- eller gulkalkede facader. Soklerne var ofte høje og cementpudsede og eventuelt sorttjærede. Vinduerne var velproportionerede trævinduer - ofte med slanke sprosser, og yderdørene var udført som fyldingsdøre - på de finere huse gerne i ferniseret egetræ. Den hvide vinduesmaling begyndte at dominere på bekostning af andre farver - eller sammen med dem på tofarvede vinduer.

Tagkonstruktionen bestod af tømmer i hanebåndsspærfag. Tagpaptage og skifer på tagfladerne var almindelige til at begynde med, men især fast tag med tegl dominerede, specielt røde vinge- eller falstagsten. Også grå cementtagsten vandt indpas i perioden.

Husene blev ofte bygget med kælder - eventuelt med udendørs trappenedgang, og derfor var der et luftrum mellem stuegulv og terræn. Kælderydermuren/fundamentet blev som regel støbt i beton, men også natursten og teglmur blev brugt.

Etageadskillelserne var traditionelle bjælkelag, men tømmerdimensionerne var bedre afstemt med byggeriet end tidligere. Bjælkelagene blev isoleret med tagpap, hvor de lå i mur, og de havde indskud af forskallingsbrædder med ler. Lofterne var forskallede med brædder og strå og siden pudsede. Stukkatur blev brugt i de finere stuer og somme tider også på værelserne. Væggene var pudsede - i stuer og værelser har det været udbredt med tapeter og i begyndelsen også oliemaling. Gulvene var ferniserede, lakerede eller linoleumsklædte bræddegulve af fyrretræ.

Elektrisk lys, vand og centralvarme
Den største revolution inden for byggeteknikken skete på installationsområdet: Elektrisk lys, indlagt vand, wc og centralvarme var store landvindinger og førte til bedre komfort i hverdagen.

Fra 1935 kom skiftet fra kakkelovne til centralvarme, og gårdejerne blev afhængige af brændselspriser. Derfor kom der også et øget fokus på varmeisolering og nye konstruktionsformer; blandt andet blev der lavet bagmure af lidt bedre isolerende sten (blandt andet koks), og man forsøgte sig også med isolering i hulmuren. Vinduerne fik koblede rammer eller forsatsrammer, og udnyttede loftsrum og etageadskillelser blev isoleret efter datidens standard. Cementmursten til facader vandt også indpas.