Husmandsstedet 1850-1899
Husmandsstederne er det beskedne landbrugs byggeri. De har ikke en særlig stil, men er mindre, billigere og mere ydmyge varianter af de større gårde. Nye udviklinger inden for byggeriet slog derfor også senere igennem på husmandsstederne, som fx holdt fast i bindingsværk længere end andre gårde.
Husmandssteder var små brug, hvor jorden kun skulle forsørge husmandens egen familie. Husmanden var oprindeligt tilknyttet de hovedgårde og godser, som havde ejerskab til såvel jord som bygninger, og hvor den enkelte husmand i større eller mindre grad også virkede som fæstebonde. I 1700-tallet var de fleste husmandssteder på under fem tønder land, mens de omkring år 1900 var på højst 15 tønder land og med mindre end en tønde hartkorn.
Mange betegnelser før 1899
I 1899 indførtes en statslig finansering og organisering af
husmandsstederne, og dermed blev forholdene for husmænd ensartede
og klare, men før dette brugte man mange forskellige betegnelser om
husmandsstederne. De ældre betegnelser har dels med brugenes
størrelse og dels med helt lokale forhold at gøre. Blandt de ord,
man kan møde, er fx 'sted', 'boelssted', 'boelshus', 'husmandssted'
og 'husmandshus'.
'Sted' var oprindeligt blot et jordløst beboelseshus, hvor husmanden var helt afhængig af at arbejde for jordejeren, mens de øvrige betegnelser knytter sig til forskellige små brug fra to til 25 ha, nogle endda større. På disse brug var husmanden helt eller delvist afhængig af fæstearbejde på en hovedgård eller et gods. 'Stederne' lå langs markvejene, typisk i udkanten af hovedgårdenes og godsernes arealer.
Sociale forhold i landbruget
Ved stavnsbåndets ophævelse i 1788 fik husmændene ligesom
gårdmændene en friere stilling, men på nogle områder blev deres
forhold faktisk forværret. Efterhånden som gårdmændene slap for
hoveriet, det vil sige pligtarbejde for godsejeren, blev
husmændenes hoveri forøget. Husmændene var en gruppe stort set uden
sociale og politiske rettigheder.
Husmandsbrugene var ofte så små, at en familie ikke kunne leve af det, og husmændene tog arbejde som daglejere eller landarbejdere. Nogle var fiskere, andre var håndværkere, mens lærere, og degne som regel også drev et lille landbrug. Andre husmandsbrug blev brugt til fx aftægt.
I løbet af 1800-tallet kom der et større og større skel mellem husmænd og gårdmænd. Man blandede sig ikke længere så meget med hinanden, og der kom en større klasse af husmænd. Da folketallet steg i løbet af 1800-tallet, oprettedes der et stigende antal små husmandsbrug. Før 1850 var de fleste husmænd fæstehusmænd eller lejehusmænd, men efter 1850 steg antallet af selvejere.
Husmænd i den politiske udvikling
Husmændene spillede en vigtig rolle i 1800-tallets politiske
bevægelser. De meget dårlige forhold for husmændene førte til en
række bevægelser og tilløb til oprør. Godsejernes revselsesret over
for husmænd forsvandt først i 1848, og i 1849 nedsattes en
kommission, som skulle arbejde for øget ligestilling mellem
godsejere og bønder. Men en af de faktorer, der reelt muliggjorde
selveje for husmændene, var oprettelsen af Jyllands og Østifternes
kreditforeninger i 1851.
Efter 1848 opnåede de første husmænd valg til Rigsforsamlingen og Folketinget, og i slutningen af århundredet opstod den egentlige husmandsbevægelse. Dens hovedkrav var, at husmændene skulle ligestilles med samfundets øvrige grupper. Man forlangte ikke særlige rettigheder for husmændene, men blot ensartede forhold.
Kend din gård
1850-1900 var den sidste periode, hvor der stadig blev bygget med tydelige egnspræg i såvel bygningernes samlede hele som i deres indretning og placering af funktioner.
Husmandsstederne blev gerne opført som en eller to længer som en slags beskedne miniudgaver af gårde i samme område - med stærkt egnspræg, dvs. med brug af de byggematerialer og de principper, man brugte på de øvrige gårde i området.
Billigere materialer
Bindingsværket var fortsat den mest udbredte konstruktionsform
- en teknik, som man selv kunne opføre, ombygge og reparere. På
husmandsstederne brugte man teknikken i meget længere tid end på
gårdene, hvor man havde bedre råd til de dyre mursten.
At husmandsstederne var små og ofte bygget i ringere materialer end de større gårde, betød ikke, at der ikke kunne være arbejdet med detaljer som fx små rundbuede kviste over dørene eller tætsiddende kragetræer på mønningen.
Det var heller ikke alle husmandssteder, der var beskedent udformet, de var bare små 'minigårde'. Helt tilbage i 1850'erne kunne man også se fuldmurede bygninger på tilhugget granitsokkel, ofte med fin facadesymmetri, tegltage og kviste.
Ændringer
Der er som regel lavet mange ændringer på husmandssteder fra
før 1900. Det oprindelige bindingsværk er ofte omsat helt eller
delvist i fuld mur, døre og vinduer kan være udskiftet, og
interiører fornyet flere gange.