Links til projekter, der arbejder med genanvendelse, udvikling og bevaring af bygningsarv på landet.

Her finder du korte præsentationer og links til nogle af de mange projekter, som Realdania har igangsat eller støttet.

 

Bevaringsværdige Gårdejendomme
Kampagnen Bevaringsværdige Gårdejendomme har med oplysning og inspiration haft til formål at anspore flere til at genanvende bevaringsværdige, nedlagte gårdejendomme til nye formål, der respekterer bygningernes kulturelle og arkitektoniske værdier. Bevaringsværdige Gårdejendomme har haft som mål at sætte fokus på de store kulturhistoriske og arkitektoniske værdier, der ligger i mange danske gårdejendomme, for på den måde at sikre, at flere af ejendommene bliver genanvendt uden at give køb på de bærende bevaringsværdier.
Genanvend Gården er en videreførelse af Bevaringsværdige Gårdejendomme.
Læs om Bevaringsværdige Gårdejendomme.

Broløkke
De historiske bygninger på Broløkke på Sydlangeland får nyt liv som kulturelt ferie- og oplevelsescenter. Broløkke ligger på det smukke Sydlangeland, og de fredede hovedbygninger er opført i 1758 i klassicistisk stil. De historiske bygninger har stået tomme i en længere årrække, men nu tilføres nyt liv og omdannes til et kulturelt ferie- og oplevelsescenter. Centret skal gøre Broløkke til et samlingspunkt af høj kvalitet til gavn for den lokale befolkning og turismen på Sydlangeland.
Læs mere om Broløkke.

Ejegod Mølle
Den fredede Ejegod Mølle i Nykøbing Falster får nyt liv som ramme om aktiviteter og udstillinger om livet på en kornmølle. Den fredede mølle fra 1816 er en hollandsk kornmølletype, ottekantet og med løgformet hat. Ejegod Mølle ligger i den nordlige del af byen sammen med magasinbygning og møllerbolig. Møllen og bygningerne omkring udgør ét samlet miljø af høj værdi. Der er gode muligheder for aktiviteter og udstillinger, der kan formidle de processer, der var kernen i livet på møllen.
Læs mere om Ejegod Mølle.

Errindlev Mejeri
Det fredede Errindlev Mejeri på Falster skal bygges om til i fremtiden at kunne fungere som kultur- og servicecenter. Mejeriet regnes for at være et af de bedst bevarede eksempler på et klassisk andelsmejeri fra perioden 1910-1920. Den historiske bygning har udtjent sit oprindelige formål, men får nu en alternativ, nutidig anvendelse med særlige sociale dimensioner, der vil styrke lokalsammenholdet og give en positiv udvikling i lokalområdet. Projektet har stor, lokal opbakning og vil tilføre samfundet nye forretningsmæssige tilbud, kulturelle aktiviteter og værksteder.
Læs mere om Errindlev Mejeri.

Fremtidens Herregård
Realdania iværksatte i foråret 2008 den fem-årige kampagne Fremtidens Herregård, der skal være med til at revitalisere de danske herregårde. Kampagnen skal i samarbejde med herregårdsejerne udvikle bud på, hvordan de danske herregårde - i vores tid - kan genindtage en position som dynamoer for udviklingen på landet. Fremtidens Herregård samler og producerer viden, som hjælper ejerne med at udvikle nye forretningsideer og projekter, der kan sikre herregårdenes fremtid. Kampagnen har bl.a. produceret en Hvidbog med en stor analyse af de danske herregårdes situation og udviklingsmuligheder.
Læs mere Fremtidens Herregård.

Fremtidens Landbrugsbyggeri
Realdanias idékonkurrence Fremtidens Landbrugsbyggeri har sat fokus på, hvordan landbrugsbyggeri fremover i højere grad kan tage hensyn til både arkitektur, landskab og dyrevelfærd, samtidig med at det er økonomisk rentabelt. Seks udvalgte landmænd har stillet bedrifter til rådighed for idékonkurrencen.
Følg de seks byggeprojekter fra idé til færdig gård på projektets hjemmeside.

Han Herred Havbåde
Ved at genetablere den gamle kystlandingsplads og opføre et nyt bådebyggeri bliver der skabt nyt liv i havklitterne ved Slettestrand i Jammerbugten, samtidig med at stedets bådebyggerkunst og unikke kulturmiljø bliver bevaret og formidlet. Som en del af dette arbejde har lokalbefolkningen stiftet Foreningen Han Herred Havbåde, der har taget initiativ til at genetablere kystlandingspladsen på Slettestrand og opføre Kystkulturcenter Han Herred Havbåde.
Læs mere om Han Herred Havbåde.

Herskabsstalden på Rønnebæksholm
Herskabsstalden på Rønnebæksholm ved Næstved har været igennem en grundig og nænsom istandsættelse med respekt for det oprindelige byggeri. Fremover skal herskabsstalden bruges til blandt andet koncerter og foredrag. Efter istandsættelsen er indretningen i den midterste del med spiltove og brostensbelægning bevaret, mens vognporten mod vest er indvendigt istandsat i moderne stil. Den historiske herskabsstald er et eksempel på bevaringsværdig bygningsarv, som ikke længere bliver brugt til sin oprindelige bestemmelse, men som med en renovering og nyindretning kan blive bragt ind i fremtiden og få en ny funktion.
Læs mere om Herskabsstalden på Rønnebæksholm.

Jollmands Gaard
For fem år siden var Jollmands Gaard på Als ved at styrte sammen, men nu går den en lys fremtid i møde som formidlingscenter og lokalt aktivitetssted. Jollmands Gaard er en af de sidste tilbageværende såkaldte kroggårde - bygningen har i grundplan form som en fiskekrog. Dermed er den et vigtigt udtryk for den karakteristiske, egnsbestemte byggeskik og den ældre landbokultur på Als, og restaureringen skal bevare gården som et særkende for eftertiden. I fremtiden skal Jollmands Gaard også fungere som formidlingscenter. Det vil blive drevet af en gruppe frivillige ildsjæle, der også har etableret Fonden Jollmands Gaard.
Læs mere om Jollmands Gaard.

Karbygaard
I landsbyen Kare ved Randers fjord restaurerer og omdanner Randersegnens Boligforening en firlænget, stråtækt bindingsværksgård til almene boliger. Tre af Karbygaards længer indrettes til almene boliger. Østlængen, der ligger ud til byens plads, indrettes med fælleshus og fælleskontorer. Haveområdet omkring gården bevarer sin karakter af fællesjord, som alle i landsbyen har adgang til.
Læs mere om Karbygaard.

Klik et håndværk
Portal om bevaringen og formidlingen af god viden om gamle bygningshåndværk. Udvalgte og gennemprøvede teknikker findes her dokumenteret på film og gjort tilgængelige for alle på webportalen "Klik Et Håndværk". GI (Grundejernes Investeringsfond) og Realdania har - under initiativet "'Renovering 2010" - støttet "Klik Et Håndværk".
Læs mere om Klik et håndværk

Kongsgården
Kongsgården, en firlænget bindingsværksgård fra første halvdel af 1800-tallet, har fået ny funktion som natur-, aktivitets- og formidlingscenter. Samtidig er en del af gården blevet indrettet til overnatningssted for vandrere. Gården blevet renoveret og gårdens sydlænge indrettet med publikumsfaciliteter til formidling, møder, receptioner m.m. Derudover er der etableret enkle overnatningsmuligheder i en længe med tekøkken samt bademuligheder.
Læs mere om Kongsgaarden.

Kulturcenter Fuglsang
Med Fuglsang Kunstmuseum har Lolland fået en vigtig kulturattraktion, som kan styrke områdets kultur- og fritidsliv og dermed øge udviklingsmulighederne. Fuglsang Kunstmuseum samler kunst, musik, fordybelse og naturoplevelser omkring det historiske gods, Fuglsang - og bygger på den måde videre på godsets lange traditioner som bindeled til dansk kulturliv.
Læs mere om Fuglsang.

Landsbyhuset i Gyrstinge
Et nytænkende landsbyhus i Gyrstinge ved Ringsted kombinerer idrætshus, lokalt forsamlingshus og landsbyvandrerhjem. Landsbyhuset nytænker det traditionelle forsamlingshus og kommer ikke alene til at danne rammen om fest- og foreningslokaler. Her er blevet plads til både en multihal med mobilscene til teaterforestillinger, forsamlingshuslokale til brug for sociale og kulturelle arrangementer, dans, yoga og filmforevisning, fitnessrum, legeområde, mødelokaler og kontorfællesskaber, café samt et mindre 'vandrerhjem' med mulighed for overnatning for festdeltagere og cykelturister.
Læs mere om landsbyhuset i Gyrstinge.

Lungholm Gods - oplevelses- og ferietilbud til handicappede
Før var de fredede bygninger på Lungholm Gods i begyndende forfald. I dag er de fredede bygninger indrettet som et feriecenter med faciliteter for svært handicappede og deres pårørende. Her er ferieboliger, kursus- og konferencefaciliteter, wellness- og badstueanlæg, et stort veloplyst parkområde og ikke mindst et hestecenter for gæster både med og uden handicap.
Læs mere om Lungholm.

Mulighedernes Land
Med Mulighedernes Land er det Realdanias ønske at bidrage til at udvikle nye strategier for en positiv udvikling i landdistrikter og landsbyer i Danmarks yderområder. Mulighedernes Land retter fokus mod yderområdernes særlige kvaliteter. Frem for at sigte entydigt på økonomisk vækst tager Mulighedernes Land udgangspunkt i at bevare og forbedre de kvaliteter og potentialer, som allerede findes i yderområderne i dag - eksempelvis kulturarv, natur, god plads, fred og ro. Projektet har bl.a. udgivet bogen 'Trods dårlige odds' med international inspiration til danske yderområder.
Læs mere om Mulighedernes Land.

Nørholm Forsamlingshus
Etableringen af det nye forsamlingshus indgår i en samlet helhedsorienteret byfornyelsesindsats for landsbyen og er derfor også støttet økonomisk af stat og kommune. Projektet blev båret af aktive borgere, der ville sikre, at landsbyen også fremover har en ramme for det lokale fællesskab, hvorfra der fortsat kan udspringe nye initiativer i samspil med landsbyens øvrige foreningsliv.
Læs mere om Nørholm Forsamlingshus.

Når lysten driver værket - byggeriets ildsjæle
Rundt om i Danmark arbejder frivillige ildsjæle med istandsættelse, genanvendelse og udvikling af bygninger og kulturmiljøer. I nogle projekter er ildsjælenes mål at renovere en bygning af lokal og kulturhistorisk værdi, i andre projekter er bygningen ramme om en social eller kulturel aktivitet. I alle tilfælde skaber ildsjælene nyt liv i bygningerne og livskvalitet i lokalsamfundet.
Projektets resultater er sammenfattet i bogen 'Når lysten driver værket - byggeriets ildsjæle'.
Læs mere om Byggeriets ildsjæle.

Sorensminde
Sorensminde, der ligger i det lille bysamfund Geraa, er et af meget få bevarede højremshuse, der stadig har både bindingsværket og de indre bærende tagbjælker intakt. Restaureringsprojektet er sat i værk med ønsket om at sikre det historisk interessante hus som en levende del af bybilledet. Ejendommen drives af foreningen Yggdrasil, der består af tidligere elever på Geraa Skole. Planen er at udleje ejendommen som feriebolig til foreningens 400 medlemmer og herigennem sikre midler til drift og vedligeholdelse. Sammen med de øvrige tiltænkte aktiviteter vil Sorensminde dermed igen kunne bidrage til at holde liv i landsbymiljøet.
Læs mere om Sorensminde.

Vimby
Et andelssamfund i Hjortshøj uden for Århus vil have en gruppe unge udviklingshæmmede til at bo og arbejde i deres lille lokalsamfund. Projektet går ud på at skabe de bedst mulige fysiske rammer. Det er målet, at de unge bliver en del af det eksisterende andelssamfund og deltager i det daglige arbejde med f.eks. dyr og grøntsager i det økologiske landbrug.
Læs mere om Vimby.

Kontakt os

Du er velkommen til at kontakte Genanvend Gårdens sekretariat i Bygningarv, hvis du har idéer, viden eller eksempler på genanvendte gårde, som kan  inspirere andre ejere.

Send mail
Telefon: 3333 9910
Borgergade 111
1300 København K