Bygninger og anlæg

Din virksomhed skal ikke blot bygge på en god idé, et godt kundegrundlag og en sund økonomi. Den skal også have til huse et sted. Du skal derfor overveje, hvordan du bruger de bygninger, du har til rådighed, til projektet.

Hvilke bygninger har du?
Du skal overveje, hvor meget plads der er brug for til butikslokale, værksted, lager, kontor mv., og om der evt. er mulighed for udvidelser. Du skal beslutte dig for, hvordan du vil indrette de enkelte rum samt hvilket møblement, maskiner, kølediske, computere, telefoner eller andet, der er brug for.

Du skal også finde ud af, om og hvordan lokalerne kan varmes op, om der er de nødvendige tilslutningsmuligheder til bredbånd og telefoner, og om der er strøm nok til maskiner eller andet krævende udstyr m.v., samt om der er tilstrækkelig parkeringsmuligheder for kunder og evt. leverandører.

Når du har lagt planer vedrørende dette, skal du finde ud af, hvilke tilladelser der kræves fra kommunen eller andre myndigheder i forbindelse med bygningsarbejder og ændring af bygningernes funktion.

Og endeligt skal du finde ud af, om bygningerne repræsenterer lokal byggeskik, kulturhistoriske eller arkitektoniske værdier, der skal tages hensyn til for at bevare værdifuld bygningskultur og for at styrke virksomhedens samlede udtryk og image.

Spørgsmål, der hjælper
Disse spørgsmål kan hjælpe med til at beskrive dine planer vedr. bygningerne:

  • Hvilke krav er der til plads til butikslokaler, lagerplads, kontorer o.l.?
  • Hvordan indretter du bedst muligt de bygninger og de rum, du har brug for?
  • Stiller du, kunderne, lager eller kontorer særlige krav til bygningerne?
  • Er der udvidelsesmuligheder, der passer med dine målsætninger for forretningens vækst?
  • Findes de nødvendige tilslutningsmuligheder til bredbånd, telefoni o.l.?
  • Repræsenterer bygningerne lokal byggeskik, kulturhistoriske eller arkitektoniske værdier, der skal tages hensyn til for at bevare værdifuld bygningskultur og for at styrke det samlede indtryk af virksomheden?
  • Er bygningerne udpegede som bevaringsværdige eller fredede?
  • Er der brug for en etapedelt plan for de bygningsarbejder, der skal udføres i forbindelse med etableringen af virksomheden?
  • Skal der laves aftaler med arkitekt eller håndværkere for at kunne realiserer planerne?
  • Har du de nødvendige tilladelser fra kommunen og evt. andre myndigheder?

Læs mere om forskellige bygningstyper på Kend din gård.

Læs mere om love og regler ved genanvendelse af gårdejendomme.

 

Kend din gård

Mange ældre landbrugs-bygninger rummer kvaliteter, som kan blive en væsentlig del af den fremtidige brug og som mange efter-spørger. Læs her mere om forskellige bygnings-typer, og hvad du skal være opmærksom på, når du genanvender dem.

Kend din gård