Idéudvikling
Mange gårdejere har mod på at udvikle nye anvendelsesformer til deres tomme bygninger. Nogle har en drøm, som de længe har ønsket at realisere, mens andre må starte fra bunden og finde en god idé til en ny forretningsmulighed. Men hvordan udvikler man de gode idéer? Og hvordan prioriterer, vurderer og forbedrer man sine idéer?
Faser i idéudviklingen
Idéudvikling falder typisk i fire adskilte faser:
Klik på de fire faser, og få en række kreative værktøjer til
arbejdet med idéudvikling.
Selv når du har realiseret din idé og er kommet langt med forretningen, er det vigtigt at fortsætte med at få nye idéer, så du kan forbedre dit produkt eller ydelse og lave bedre markedsføring.
Inddrag andre i idéudviklingen
Saml en mindre gruppe bestående af fx familie, gode venner,
kolleger, naboen, den lokale LAG-koordinator eller lignende. Med
den dynamik, der opstår i en gruppe, kan man ofte komme langt i
udviklingen af nye og eksisterende idéer på blot et par timer. Find
nogle driftige og positive mennesker i din omgangskreds, som gerne
vil bidrage med et par timer af deres tid. Tænk også på, at der
meget gerne må være forskellige input, så idéerne bliver belyst ud
fra så mange vinkler som overhovedet muligt.
Tænk også i at involvere personer, der har interesse i udviklingen af din gårdejendom eller inden for det område, som du overvejer at begynde at arbejde med. Går du fx i tanker om at udleje lokaler til virksomheder, kan det bidrage meget til processen at invitere en lokal ejendomsmægler og nogle lokale virksomheder. Det kan også være, at idéudviklingen har et mere åbent udgangspunkt, alligevel kan du nok komme i tanker om lokale personer eller organisationer, der synes, det vil være spændende at bidrage til gårdens udvikling.
Fokusspørgsmålet
Inden du går i gang med at udvikle idéer, er det godt at
gøre sig klart over for dig selv og en eventuel gruppe, hvad der er
udgangspunktet og formålet med processen:
- Hvorfor skal gården have ny anvendelse? Hvilke behov skal den nye idé dække?
- Hvilket spørgsmål skal jeg stille for at løfte de behov? Dette spørgsmål er fokusspørgsmålet.
Eksempel på behov:
Mælkeproduktionen er ikke rentabel længere, malkekvæget er
afhændet, og stalden er nu tom. Vi har brug for at benytte
bygningen, når vi alligevel skal vedligeholde den - og gerne så den
bidrager til et nyt indtægtsgrundlag.
Eksempel på fokusspørgsmål:
Hvordan kan bygningen bruges i sammenhæng med den øvrige produktion
på stedet?
Læs evt. mere om to gårde, der har succes med
at inddrage bygninger til nye formål:
Mineslund ved Kalundborg har arbejdet med
fødevareproduktion og -salg ud fra en 'jord til
bord'-tankegang.
Rantzausgave ved Odder har indrettet
kontorer på landet.